29/08-14
-
Pressemeddelelse
Softwarevirksomheder får stor vækst i år
Èt sted er dansk erhvervsliv for alvor kommet op i gear. Danske software-virksomheder har lagt krisen bag sig og har en vækst på over 5 procent, viser nye tal fra analysehuset IDC. IT-Branchen ser udviklingen som et positivt tegn på, at flere danske virksomheder har fået øjnene op for, at det kan betale sig at investere i nye softwareløsninger.
Det danske softwaremarked fortsætter fremgangen. I år bliver væksten på 5,2 pct. på softwaremarkedet, og i 2015 bliver væksten 5,3 pct. viser nye prognosetal fra analysehuset IDC. IT-Branchen ser det som et tegn på, at stadig flere danske virksomheder kan se forretningsværdien i at investere i nye softwareløsninger.
- Vi ser fremgang hos mange danske software-virksomheder. Der er ingen tvivl om, at softwarebranchen er en vækstmotor i øjeblikket, siger Cecilia Bonefeld-Dahl, formand for IT-Branchen, og fortsætter:
- Vi ser et skifte, hvor der bliver satset mere på at købe nye digitale løsninger til at fremme virksomhedernes produktivitet og vækst frem for investeringer i ny hardware. Men der sker en spændende udvikling både på software- og hardware-fronten i øjeblikket som følge af de mange nye cloud-løsninger og mulighederne med Big Data, siger Cecilia Bonefeld-Dahl.
STABIL VÆKST PÅ DET SAMLEDE IT-MARKED
Det samlede it-marked for både software, hardware og it-services får en mindre, men stabil vækst i år. It-markedet vil i 2014 vokse med samlet 2,3 pct. til i alt 76 mia. kroner, viser tallene fra IDC.
- Samlet set er det danske it-marked langsomt på vej op ad igen. Men væksten er fortsat afdæmpet, blandt andet som følge af, at væksten i resten af dansk erhvervsliv stadig lader vente på sig, siger chefanalytiker Anders Elbak fra analysehuset IDC.
- Det fortsatte digitalisering af danske virksomheder er den vigtigste brik til at øge produktiviteten og skabe vækst. Derfor er det vigtigt ikke bare for it-virksomhederne, men for hele erhvervslivets udvikling og ekspansion indenrigs, men også på udemarkederne siger Cecilia Bonefeld-Dahl, formand for IT-Branchen.
MARKEDET FOR HARDWARE ER BREMSET OP
Mens softwaremarkedet oplever høj vækst, så er salget af hardware i Danmark bremset helt op. Tidligere lød prognosen for 2014 på over 1,5 pct. i vækst på hardwaremarkedet. Nu viser tallene en 2014-vækst på kun 0,6 pct., og i 2015 forventer IDC nu, at markedet vil skrumpe med 0,7 pct.
- Hardwaremarkedet i Danmark er blevet mættet. Det gælder især for smartphones. Samtidig er der meget konkurrence på priserne i øjeblikket, hvilket også trækker markedet nedad, siger chefanalytiker Anders Elbak fra analysehuset IDC.
Markedet for it-services holder sig både i 2014 og 2015 på en stabil vækst på 2 pct. om året, viser IDC-prognosen.
(Se alle tal i vedhæftede PDF-version)
Relevant information
Se alle tal for it-markedet (PDF)
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk