10/11-14
-
Pressemeddelelse
IT-branchen lancerer udspil til national styrket IT-sikkerhed
Efter en række alvorlige hackerangreb og misbrug af data lancerer IT-Branchen nu rammen for en national styrket it-sikkerhed. Det nye koncept "Sikkerhed i balance" hjælper offentlige myndigheder og virksomheder med at få den rette grad af it-sikkerhed. IT-Branchen kalder til politisk samling på området.
IT-Branchen lancerer i dag konceptet "Sikkerhed i Balance", der skal hjælpe såvel offentlige myndigheder som private virksomheder med at forstå og modstå den trussel, der er mod netop deres område.
"Både virksomheder og offentlige myndigheder har svært ved at finde balancen i deres indsats for it-sikkerhed. Det gør dem sårbare overfor angreb. Det vil være en markant styrkelse af it-sikkerheden, hvis vi i Danmark kan blive enige om klare fælles sikkerhedsniveauer for danske virksomheder og myndigheder," siger Cecilia Bonefeld-Dahl, formand for IT-Branchen og adm. direktør i GlobIt.
Løft til sikkerheden
IT-Branchens koncept "Sikkerhed i balance" leverer rammerne for, hvordan vi får løftet it-sikkerheden i Danmark generelt, både for offentlige myndigheder og private virksomheder. Konceptet er fleksibelt og kan tilpasses alle organisationer og løbende justeres, når udviklingen skaber nye risici, eller når vidensdeling gør os klogere på, hvordan vi effektivt modgår trusler
"Udgangspunktet for det nye koncept er, at alle har brug for at fokusere på deres it-sikkerhed, men ikke alle har brug for samme grad af sikkerhed. Der er brug for en indsats, der fleksibelt kan hjælpe alle lige fra tøjbutikken til hospitalet og medicinalvirksomheden," siger Rasmus Theede, medlem af IT-Branchens Udvalg for It-sikkerhed, og koncernsikkerhedschef i KMD.
Dansk Erhverv bakker op om projektet.
"Mange af vores medlemsvirksomheder kan have svært ved at gennemskue, hvad de skal gøre, når de hører om cyberangreb i medierne. Der er netop brug for en bred national guide, der differentierer, så virksomhederne investerer tilstrækkeligt til at modstå angreb af deres data og produktionssystemer," siger Søren Friis Larsen, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
IT Branchen håber på bred opbakning til konceptet, hvorefter der skal udarbejdes præcise værktøjer og vejledninger for, hvad virksomhederne og myndigheder skal gøre for at leve op til deres sikkerhedsniveau.
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk