19/03-15
-
Pressemeddelelse
Unity Technologies vinder IT-prisen 2015
De tre stiftere af dansk-amerikanske Unity Technologies, der er global markedsleder indenfor spiludvikling, vinder IT-Prisen 2015.
Siden Nicholas Francis, Joachim Ante og David Helgason stiftede virksomheden i 2004 i en kælder på Nørrebro, er der sket meget. De er ikke bare flyttet over på den anden side af søerne i København. Det er faktisk lykkedes dem at udvikle en international it-virksomhed med 470 medarbejdere og kontorer i flere lande.
600 millioner brugere gennem demokratisk spiludviklingUnity Technologies har opnået imponerende markedsandele og har i dag 4 millioner registrerede spiludviklere på deres platform og over 600 millioner mennesker, der spiller spil, udviklet på Unitys platform.
"De startede virksomheden ud fra en vision om, at de ville demokratisere spiludviklingen og gøre det lettere og billigere at udvikle spil. Det er i den grad lykkedes, og de har i dag etableret en platform, som bruges af spiludviklere i hele verden, hvilket er meget unikt for et dansk selskab," siger Cecilia Bonefeld Dahl, formand for IT-Branchen.
International med base i KøbenhavnMens Unity Technologies er vokset til en verdensomspændende markedsleder, har de samtidigt formået at holde fast i de danske rødder og har i dag en udviklingsafdeling i hjertet af Købehavn på over 100 ansatte.
"Unitys historie er en klassisk it-succeshistorie, hvor fremsynethed, passion og de helt rigtige kompetencer kombineret med uendelige mængder hårdt arbejde uden løn, fører 3 unge mennesker fra en spæd start i en kælder til en virksomhed med international succes - og gør drøm til virkelighed," siger Kaare Danielsen, Computerworld.
IT-Prisen gives også til Unity Technologies, fordi de er med til at bidrage til en innovativ og skabende it-branche i Danmark.
Fakta om IT-PrisenIT-Prisen er blevet uddelt siden 1991 af brancheorganisationen IT-Branchen, og tildeles til en person, der på "særlig fremragende vis sætter fokus på den danske IT-branche".
Kriterierne for at få prisen er, at vedkommende gennem "idéskabelse, drift af forretning eller offentligt hverv bidrager til en positiv udvikling af IT-branchen eller dens virksomheder.
Priskomitéen består af IT-Prisens stifter, Computerworld og IT-Branchen samt de to foregående års prisvindere. Prisen er netop her til aften uddelt ved IT-Branchens årsmøde.
Relevant information
Liste over de tidligere vindere
http://da.wikipedia.org/wiki/IT-prisen
Pressekontakt
Rune Fick Hansen
Kommunikationschef
+45 27 83 90 38
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk