10/11-03
-
Pressemeddelelse
IT-Universitetets første doktorforsvar
It-projekter i danske virksomheder ender ofte galt, fordi tidsplan og budget bliver drastisk overskredet. En væsentlig årsag er, at der ikke er foretaget en ordentlig forundersøgelse. Formålet med en forundersøgelse er at sikre et solidt grundlag for at igangsætte den samlede forandring i en virksomhed i forbindelse med nye it-projekter. Docent Finn Kensing sætter i denne uge fokus på it-forundersøgelse, når han skal forsvare sin doktordisputats. Det er det første doktorforsvar i IT-Universitetets historie.
Dørene er åbne for offentligheden, når docent Finn Kensing forsvarer sin doktordisputats "Methods and Practices in Participatory Design":
Fredag den 14. november 2003, klokken 13.00
IT-Universitetet i København
Glentevej 65, lokale 0.10
2400 København NV
It-forundersøgelse - alfa og omega
"Der er ofte en dårlig forståelse af sammenhænge mellem på den ene side virksomhedens og medarbejdernes mål og potentialer og på den anden side løsningsforslag, der omhandler såvel it-systemer som arbejdets organisering og medarbejdernes kvalifikationer. Og når der så desuden kan være modstridende interesser og hensyn på hver af de to sider, så er det klart, at it-projekter oftest er en stor udfordring," forklarer docent Finn Kensing fra IT-Universitetet.
Det er denne udfordring som han og to kolleger fra Roskilde Universitetscenter har udviklet og afprøvet et svar på i tæt samarbejde med danske og amerikanske virksomheder. Deres svar blev en metode til it-forundersøgelse, kaldet MUST.
Finn Kensing understreger vigtigheden af at lave en it-forundersøgelse inden et større it-projekt realiseres. Han sammenligner it-forundersøgelsen med arkitektens arbejde: "For at udarbejde en god arkitektonisk løsning skal arkitekten forstå de specifikke forhold omkring grunden og omgivelserne, bygherrens ønsker og formåen, muligheder i standardelementer og andre materialer, og hvordan de tilsammen kan realisere den ønskede forandring. I en af de virksomheder, vi har samarbejdet med, beløb udgiften til forundersøgelsen sig til 1-2% af den samlede investering. Har man ikke råd til det, mener jeg ikke, at man skal igangsætte et it-projekt," konkluderer Finn Kensing.
Publikationer
- "Methods and Practices in Participatory Design"
Finn Kensings doktordisputats "Methods and Practices in Participatory Design" handler om, hvad der er gået forud for udviklingen af MUST-metoden. Disputatsen er udkommet på ITU Press og kan købes ved henvendelse til Annette Jørgensen, IT-Universitetet i København, e-mail: annette@itu.dk. Disputatsen koster kr. 300 inkl. forsendelse.
- "Professionel IT-forundersøgelse"
MUST-metoden er beskrevet i bogen "Professionel IT-forundersøgelse", som har Keld Bødker, Finn Kensing og Jesper Simonsen som forfattere. Bogen henvender sig til studerende og praktikere, der vil lære at håndtere de indledende faser af et større it-projekt. Den er udgivet af forlaget Samfundslitteratur, og er netop ved at blive udgivet på engelsk af MIT Press i USA.
Om docent Finn Kensing
Finn Kensing er 53 år og cand.scient. fra Århus Universitet. Han har i flere omgange været gæsteforsker på Xerox Palo Alto Research Center og Stanford Universitet i USA. Han er medlem af redaktionen på ACM's interactions, advisory board for Scandinavian Journal of Information Systems og medforfatter til Professional Systems Development (Prentice-Hall) og Participatory IT Design (MIT Press). Til daglig er han docent på IT-Universitetet i København.
Billede af Finn Kensing kan downloades på: http://www.itu.dk/billedarkiv/Info/Portraetter/Kensing-Finn.jpg
For yderligere information om Finn Kensing: http://www.itu.dk/people/kensing/
For yderligere information om forskningsprogrammet MUST: http://www.must.ruc.dk/
Om IT-Universitetet i København
IT-Universitetet blev etableret 1. juli 2003 og bygger på IT-højskolen, som blev oprettet i 1999. IT-Universitetet har til formål at varetage forskning og undervisning inden for et bredt spektrum af informationsteknologiske emner, og har i dag forskningsafdelinger inden for områderne: Digital æstetik og kommunikation; Innovation; Teori; Design og brug af it.
Universitetet uddanner cand.it.'ere inden for seks forskellige linier: Design, kommunikation og medier; Elektronisk handel; Internet- og softwareteknologi; Multimedieteknologi; Softwareudvikling; Tværfaglig it-udvikling. IT-Universitetet tilbyder desuden diplom- og masteruddannelser samt it-enkeltfagskurser inden for efter- og videreuddannelse. Stedet har i dag 1500 studerende, heraf er en tredjedel kvinder. IT-Universitetets værdigrundlag er karakteriseret ved tre kerneværdier: toneangivende, imødekommende og ansvarlig. Læs mere om IT-Universitetet i København på: http://www.itu.dk
Kontaktpersoner:
- Docent Finn Kensing, e-mail: kensing@itu.dk
- AC-fuldmægtig Hanne Sørensen, tlf.: 38 16 89 21, e-mail: hs@itu.dk
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk