19/04-05
-
Pressemeddelelse
It-ledelse - Ny masterprofil på IT-Universitetet
På opfordring af erhvervslivet udbyder IT-Universitetet fra efteråret en uddannelse inden for it-ledelse. Uddannelsen er på højt niveau og fører frem til en mastergrad.
"Mange virksomheder og offentlige organisationer har erfaret, at det er vanskeligt at skabe god sammenhæng mellem tekniske og forretningsmæssige aspekter af it, og at de nødvendige kompetencer mangler. For at råde bod på denne mangel, udbyder IT-Universitetet en helt ny uddannelsesprofil, som fører frem til en mastergrad inden for It-ledelse. Uddannelsen henvender sig til kommende og nuværende it-ledere, som vil blive bedre til at skabe værdi og forretning," fortæller Søren Lauesen, der er professor på IT-Universitetet.
Ledelse og it er omdrejningspunkter
Der er mange højere uddannelser i ledelse. Det helt specielle ved denne er, at it er det centrale omdrejningspunkt. Praktiske eksempler vil overvejende inddrage it-områder, og både lærere og studerende har it-ekspertise. Masterprofilen i It-ledelse bygger på nye kurser som 'Forretning og ledelse', 'It-arkitektur og sikkerhed', 'Business - IT Alignment', 'Anskaffelse', 'Drift og support', 'Formidling og metode' og 'Videregående projektledelse', hvoraf de tre første udbydes fra efteråret.
It-ledelse for hvem?
Professor Søren Lauesen har selv været 20 år i industrien, hvor han oplevede en stor kløft mellem it-folk og forretning. Søren Lauesen fortæller videre: "Uddannelsen retter sig mod ledelse af en it-afdeling og deltagelse i topledelsen af virksomheden. Du kan ikke blive leder bare af en uddannelse, det kræver praktisk træning, men du kan blive din chefs højre hånd - og med tiden selv blive it-leder."
Deltagelse på IT-Universitetets nye profil i It-ledelse forudsætter praktisk erfaring med it-udvikling, programmering og projektledelse. Forudsætninger for at søge om optagelse på denne masterprofil er desuden som minimum en bacheloruddannelse eller tilsvarende uddannelsesniveau samt to års relevant erhvervserfaring efter adgangsgivende eksamen.
It-ledelse starter fra efteråret 2005. Ansøgning til masterprofilen finder sted medio maj. Der vil blive fortalt mere om It-ledelse ved IT-Universitetets informationsmøde om efter- og videreuddannelse den 27. april kl. 19-21.
Kontaktpersoner:
Professor Søren Lauesen, tlf. 72 18 51 53
Kommunikationsansvarlig Trine Møller, tlf.: 72 18 53 04
Yderligere informationer:
Beskrivelse af It-ledelse: http://www1.itu.dk/sw31756.asp
Studievejledningen:
http://www1.itu.dk/sw222.asp
Om IT-Universitetet i København
IT-Universitetet blev etableret 1. juli 2003 og bygger på IT-højskolen, som blev oprettet i 1999. IT-Universitetet har til formål at varetage undervisning og forskning inden for et bredt spektrum af informationsteknologiske emner.
IT-Universitetets efter- og videreuddannelse for erhvervsaktive omfatter it-enkeltfagskurser, en diplomuddannelse i Informationsteknologi og fire masteruddannelser inden for Design, kommunikation og medier; Internet- og softwareteknologi; Multimedieteknologi og Softwareudvikling. Universitetet har desuden en toårig kandidatuddannelse, hvor der uddannes cand.it.er inden for fem forskellige linjer.
IT-Universitetes forskning og undervisning er organiseret i fire institutter inden for områderne: Digital æstetik og kommunikation; Innovation; Teoretisk datalogi og Design og brug af it. Universitetet har i dag 1500 studerende, hvoraf en tredjedel er kvinder. IT-Universitetets værdigrundlag er karakteriseret ved tre kerneværdier: toneangivende, imødekommende og ansvarlig.
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk