29/06-06
-
Pressemeddelelse
IT-Universitetet udklækker kandidat nr. 1000
Kandidat nr. 1000 er blevet udklækket på IT-Universitetet i København. Et speciale om hvordan man bruger kunstig intelligens til strategispil banede vejen for, at Anders Walther nu kan kalde sig cand.it. i design, kommunikation og medier med speciale i computerspil. Der er god grund til optimisme for Anders Walther og andre nyuddannede cand.it.ere, for der er rift om dem på arbejdsmarkedet.
Torsdag den 29. juni 2006 blev en særlig dag for Anders Walther, som satte et endegyldigt punktum for sin studietid på IT-Universitetet i København. Det var en synligt overrasket eksaminand, der uden for eksamenslokalet blev mødt med lykønskninger og fik overrakt blomster og vin af IT-Universitetets rektor Mads Tofte.
Forinden havde han præsteret et flot forsvar af sit speciale "Udvikling af en AI til et real-time strategispil ved brug af Bayesian netværk og reinforcement learning". I specialet har Anders bygget en kunstig intelligens til realtids strategispil ved hjælp af statistisk læringsteori. Specialet belyste, at netop denne type af kunstig intelligens er brugbar i computerspil, men også har sine begrænsninger, og dermed har han gjort sig nogle nyttige erfaringer på vejen til drømmejobbet som spilprogrammør.
Anders Walther er uddannet datamatiker og har en bachelor i softwarekonstruktion. Han blev tiltrukket af IT-Universitetet, hvor han selv har haft stor indflydelse på at konstruere sin uddannelsesprofil inden for programmering og spiludvikling. Dygtige undervisere og et rigtig godt studiemiljø er noget af det, Anders Walther kommer til at huske IT-Universitetet for, når han om lidt skal finde vej til sit første job som cand.it.
Fremtiden tegner lys for it-kandidaterne
Siden 1999 har IT-Universitetet uddannet 1000 efterspurgte it-kandidater. Der har altid været stor efterspørgsel efter it-folk med en længerevarende uddannelse. Men der har sjældent været så meget rift om dem som lige nu, hvor der er mangel på it-kandidater i Danmark.
Det kan mærkes på IT-Universitetet i København, hvor man har svært ved at følge med efterspørgslen fra it-branchen. "Når eksamensbeviset er i havn har fire ud af fem studerende fra IT-Universitetet allerede fået job, og efter tolv måneder har 94 procent af IT-Universitetets studerende fast arbejde ifølge Akademikernes Centralorganisation," fortæller rektor Mads Tofte.
"Vi er stolte af vores kandidater, som er vores ambassadører i erhvervslivet. De første 1000 cand.it.ere fra IT-Universitetet har bevist, at de mestrer opgaven som den højtuddannede it-arbejdskraft, erhvervslivet så længe har efterspurgt," forklarer Mads Tofte og ønsker Anders Walther held og lykke på hans videre færd.
Se billeder fra begivenheden: http://www1.itu.dk/sw49623.asp
Om IT-Universitetet i København
Danmark ønsker at være en af verdens førende it-nationer, og dermed være blandt de lande i verden, der er bedst til at skabe værdi med it. Derfor grundlagde man i 1999 IT-højskolen i København. IT-Universitetet blev etableret 1. juli 2003 og bygger på IT-højskolen. IT-Universitetet har til formål at varetage forskning og undervisning inden for et bredt spektrum af informationsteknologiske emner.
Universitetet uddanner cand.it.er inden for fem forskellige linjer: Digital design og kommunikation, E-business, It til organisationer, Medieteknologi og spil og Softwareudvikling - og -teknologi. IT-Universitetet tilbyder desuden diplom- og masteruddannelser samt it-enkeltfagskurser inden for efter- og videreuddannelse.
Der er indskrevet ca. 2200 studerende på universitetets uddannelser, heraf er en tredjedel kvinder. Siden IT-Universitetet blev etableret, har man optaget studerende med mere end 100 forskellige bachelorgrader. Universitetets fælles værdiggrundlag bygger på at være: toneangivende, imødekommende og ansvarlig. Læs mere om IT-Universitetet i København på: www.itu.dk
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk