Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/07-06   -   Pressemeddelelse

Studerende eksperimenterer med social software

Studerende fra IT-Universitetet demonstrerer, at skrig og skrål på mobilen ikke behøver være et produkt af happy slapping-fænomenet. De studerende har eksperimenteret med brugen af social software på årets Roskilde Festival, hvor de har filmet 800 festivalgængeres festlige skrig og skrål, der nu kan opleves som video-podcast hver dag frem til næste års festival.

(I)scream kalder de studerende fra IT-Universitetet deres projekt. På årets Roskilde Festival satte de fokus på, hvordan skriget er fortrængt fra vores hverdag ved helt konkret at opstille en tipi, hvor det var tilladt at skrige. De videofilmede skrigene, som nu kan opleves som små videosekvenser på pc'en eller mobiltelefonen.

"Vores mål var at udforske samspillet mellem sociale konventioner i vores kultur og brugen af teknologi," forklarer ITU-studerende Andreas Hagerman, der sammen med sine studiekammerater selv har måttet smøge ærmerne op og opbygge hele konceptet fra den hjemmelavede tipi til projektets underliggende teknologiske distributionssystem.

"Design af indhold til digitale medier er baseret på en forståelse af, hvordan brugere og digitalt udstyr fungerer og påvirker hinanden," fortæller han og henviser til de mange glade festivalgæster, der valgte at finde primalskriget frem. De studerende bag (i)scream-projektet håber, at deres skrige-koncept vil sprede sig, så skriget - måske ved hjælp af teknologien - atter finder vej ind i hverdagen. Oplev og download et nyt skrig om dagen frem til næste års festival fra (i)scream-projektets hjemmeside: www.iscream.nu

Video-podcasting en ny social teknologi
Video-podcasting hedder den nye digitale genre de studerendes projekt bygger på, som kan bruges til at formidle levende billeder og indtryk fra hverdagen. Video-podcasting bruger en bestemt teknologi, der gør det muligt for folk kvit og frit at abonnere på en strøm af indhold.

Hver gang der publiceres noget nyt, får abonnenterne det automatisk ned på deres computer eller mobil. Både public service medier som DR og TV2 og almindelige borgere med et budskab vælger at producere og distribuere digitalt indhold gennem de nye sociale teknologier, som muliggør, at man lettere kan bestemme hvad man vil se, samt hvor og hvornår det skal ske.

"I takt med at både mobiltelefoner med kameraer og de platforme, vi distribuerer indhold gennem, bliver mere og mere udbredt, åbnes der for, at de ellers passive beskuere selv kan begynde at producere kreativt indhold, remikse eksisterende film og tv-klip - og dermed fortælle deres egne nyhedshistorier i levende billeder på en nem måde," forklarer Søren Mørk Petersen, ph.d.-studerende på IT-Universitetet i København.

"Det betyder, at det er blevet lettere for borgerne selv at involvere sig i at producere alt fra nyhedsformidling til skæve kunstneriske indslag som (i)scream-projektet og remiks af eksisterende levende billeder. Borgerne kan blive deres egne tv-producenter uden om de traditionelle nyhedskilder," fortsætter Søren Mørk Petersen, som især ser en tendens til, at sociale teknologier som video-podcasting og moblogging er ved at vinde fodfæste blandt unge.

Om (i)scream
De studerende bag (i)scream læser på linjen for digital design og kommunikation på IT-Universitetet i København. Download skrig og læs mere om (i)scream-projektet på de studerendes hjemmeside: http://www.iscream.nu/

Kontaktpersoner
Stud.it. Andreas Hagerman, e-mail: hagerman@itu.dk, tlf.nr.: 5127 0090
Stud.it. Erik Steen Svendsen, e-mail: eriksteen@itu.dk, tlf.nr.: 2679 6604
Ph.d.-studerende Søren Mørk Petersen, e-mail: smork@itu.dk, tlf.nr.: 6171 4407

IT-Universitetet på årets Roskilde Festival
IT-Universitetet deltog i årets Roskilde Festival med netcafe og projekter fra studerende. IT-Universitetet rådede over et telt, hvor der var 20 computere med internetadgang og kunstneriske it-projekter eller -events produceret af studerende.

Det blev en succes med over 10.000 besøgende i netcafeen og masser af interesserede deltagere i projekterne. (i)scream-projektet fik desuden god medieomtale bl.a. i TV2 Nyhederne og Euronews. Læs mere: http://www1.itu.dk/sw49750.asp

Om IT-Universitetet i København
Danmark ønsker at være en af verdens førende it-nationer, og dermed være blandt de lande i verden, der er bedst til at skabe værdi med it. Derfor grundlagde man i 1999 IT-højskolen i København. IT-Universitetet blev etableret 1. juli 2003 og bygger på IT-højskolen. IT-Universitetet har til formål at varetage forskning og undervisning inden for et bredt spektrum af informationsteknologiske emner.

Universitetet uddanner cand.it.er inden for fem forskellige linjer: Digital design og kommunikation, E-business, It til organisationer, Medieteknologi og spil og Softwareudvikling - og -teknologi. IT-Universitetet tilbyder desuden diplom- og masteruddannelser samt it-enkeltfagskurser inden for efter- og videreuddannelse.

Der er indskrevet ca. 2200 studerende på universitetets uddannelser, heraf er en tredjedel kvinder. Siden IT-Universitetet blev etableret, har man optaget studerende med mere end 100 forskellige bachelorgrader. Universitetets fælles værdiggrundlag bygger på at være: toneangivende, imødekommende og ansvarlig. Læs mere om IT-Universitetet i København på: www.itu.dk

Relevant information

http://www.iscream.nu/


Pressekontakt


Firma

IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S, Danmark

  72 18 50 00
  25 55 04 47

http://www.itu.dk

Modtag nyheder fra IT-Universitetet i København på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater