16/11-07
-
Pressemeddelelse
Studerende opfinder digital førerhund
Forestil dig en digital førerhund, som kan hjælpe ældre svagsynede rundt i byen. Den ide er netop opfundet af et hold studerende fra IT-Universitetet.
Opfindelsen "den digitale førerhund" er inspireret af førerhunden, som vi kender den fra bybilledet. Tanken bag den er, at den skal støtte den svagsynedes følesans og aflæse fortov, vejarbejde og andre mulige forhindringer digitalt.
Ældre og kommune er begejstrede
De studerendes mål var at hjælpe ældre, svagtsynede medborgere, så de kan føle sig mere sikre, når de færdes på gaden. De oplever, at de hurtigt mister synet, mens det tager tid at få en levende førerhund. Det problem løser den digitale førerhund.
"Vi vil øge deres selvstændighed ved at forsyne dem med en ´ledsager´ i trafikken," fortæller Ditte Thøgersen, som læser Digital design og kommunikation på IT-Universitetet. Hun har været med til at udvikle den digitale førerhund.
Konceptet og prototypen er testet på de ældre og præsenteret for Københavns Kommune. Begge parter er begejstrede, og nu mangler de studerende blot nogen, der vil investere i at udvikle prototypen.
Stok som førerhund
Den digitale førerhund ligner på afstand en almindelig stok, men er ved nærmere eftersyn meget mere end det. Den skal kunne aflæse fortovets overflade en meter forude og kan på den måde advare om ujævnheder på ruten.
Med en stok i hånden kan man blive ledt rundt i byen ved forsigtige ryk i stokken. Kun håndtaget er bevægeligt, så stokken støtter den svagsynede, der kan være gangbesværet.
Den digitale førerhund kan også oversætte lydsignaler ved fodgængerovergange til et mærkbart signal. Desuden er der lagt en GPS-funktion ind i stokken, der aktiveres med stemmen.
Studerende udvikler it til ældre
Den digitale førerhund er blot et blandt mange koncepter, der er skabt af studerende ved IT-Universitetets kandidatuddannelse digital design og kommunikation.
Oplev de studerende præsentere deres projekter på IT-Universitetet i København den 21. november kl. 15-18, eller se dem udstillet på Københavns Rådhus den 13. december, hvor der sættes fokus på det gode ældreliv. Læs mere her:
http://www1.itu.dk/graphics/ITU-library/Internet/Kommunikation/Pressemeddelelser/2007/Invitation_mail.pdf
Den digitale førerhund er udviklet af Ditte Thøgersen, Louise Vittrup Christensen, Stine Juhl Nielsen, Jesper Placing, Peter Urban og Torsten Juul-Jensen i forbindelse med faget interaktionsdesign. De er alle studerende på IT-Universitetets kandidatlinje for digital design og kommunikation.
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk