31/10-08
-
Pressemeddelelse
Forsker fra IT-Universitetet vinder forsknings- og innovationspris
Richard Ling har netop fået overrakt Telenors forsknings- og innovationspris 2008. Han fik prisen for fremragende forskning i brugen af mobile tjenester.
Prisen markerer, hvilken betydning forskning og innovation har for udviklingen af kommunikationssamfundet. Den internationale priskomité vurderer Richard Lings arbejde som relevant, originalt og af høj kvalitet. Prisen består af 250.000 kr. og et diplom.
Mobilen forandrer vores sociale liv
Richard Ling er sociolog med speciale i it og mobilteknologi. Han er ansat som gæsteprofessor på IT-Universitetet i København og som seniorforsker hos Telenors afdeling for Research and Innovation.
I mange år har han forsket i, hvordan mobilen forandrer vores sociale liv:
"Det er bemærkelsesværdigt så hurtigt, vi har taget mobilteknologien til os. I løbet af kun ti år er mobilteknologien blevet så udbredt, at vi tager den for givet. I dag ser vi ikke mobilen som endnu et teknologisk produkt, men som en forbindelse til hinanden. Har du ikke en mobiltelefon, er det et problem for mig, fordi du gør det sværere for mig at komme i dialog med dig," forklarer Richard Ling.
Vi bruger mobilen til samtaler og sms'er
Richard Ling er uddannet ph.d. i sociologi fra University of Colorado. Siden 1992 har han arbejdet hos Telenor i Oslo.
"Branchens fokus på smarte applikationer og mobilservices står i skærende kontrast til, hvordan vi i praksis bruger mobilen. Kun 10 procent af tiden bruger vi mobilen på særlige services mm., mens vi sms'er i 45 procent af tiden og taler i mobiltelefonen i de resterende 45 procent af tiden," fortæller Richard Ling.
Om IT-Universitetet i København
På IT-Universitetet forskes og undervises i et bredt spektrum af emner inden for it, bl.a. innovativ kommunikation, computerspil, it til organisationer, softwareudvikling og programmeringssprog.
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk