23/12-09
-
Pressemeddelelse
Nutidens it er forældet
Nyt netværk skal styrke den procesorienterede it
Nutidens it-systemer er utilstrækkelige og passer ikke til moderne vidensarbejde. Det er meldingen fra et nyt netværk af it-forskere og virksomheder. Nutidens software kan kun løse opgaver enkeltvis, men ikke tænke i sammenhænge, og det er et helt forkert paradigme på moderne arbejdspladser. I fremtiden skal it-løsningerne været procesorienterede. Systemerne skal tænke i forbindelser og ikke i objekter. Derfor har forskere fra IT-Universitetet og Københavns Universitet dannet et nyt netværk mellem offentlige instanser, virksomheder og it-forskere med interesse for procesorientering.
Lektor på IT-Universitetet Thomas Hildebrandt udtaler:
"Der stilles stadig større krav til effektive arbejdsgange, omstillingsparathed, ligebehandling og kvalitetssikring, ikke mindst i forbindelse med globaliseringen. Det er netop hvad procesorienterede it-systemer kan hjælpe med til, men det kræver nytænkning både med hensyn til hvordan it-systemerne designes og hvordan de anvendes. Og det er netop, hvad vi forsker i på IT-Universitetet."
Interessen deles af både erhvervslivet og de offentlige institutioner. For eksempel har Kommunernes Landsforening oprettet den såkaldte Arbejdsgangbank, som skal opsamle og beskrive de optimale arbejdsgange i kommunerne. Og sådan et projekt er afhængigt af procesorienteret it, mener Thomas Hildebrandt.
"Arbejdsgangbanken er et utrolig spændende projekt, der kan skabe sammenhæng og ligebehandling mellem kommunerne. Men for at høste den fulde gevinst skal arbejdsgangene ikke kun beskrives, de skal også integreres i de it-systemer, medarbejderne i kommunerne bruger til hverdag. Og dette skal gøres på en måde så systemerne nemt og billigt kan ændres i takt med at arbejdsgange ændres, f.eks. i forbindelse med indførelse af nye love."
Ifølge Thomas Hildebrandt står vi overfor et paradigmeskift i vores brug af it. Indtil nu har it været domineret af den objektorienterede tilgang hvor man tager udgangspunkt i objekterne der administreres, som f.eks. et dokument til ansøgning om forældreorlov. Men denne tilgang er forældet. Fremtidens software skal være procesorienteret. En ansøgning om forældreorlov er en del af en proces, der starter allerede før barnet fødes, og først afsluttes mange år efter. Hvad der er muligt og relevant at gøre for den enkelte forældre eller sagsbehandler afhænger af, hvor langt processen er kommet.
"En af virksomhederne i netværket har netop lavet en procesorienteret løsning til administration af forældreorlov . Stort set ALLE virksomheder i Danmark, for slet ikke at tale om forældrene, ville kunne få gavn af sådan et system, ikke mindst hvis det kunne garanteres at leve op til loven og nemt kan tilpasses i forbindelse med lovændringer".
Det er ikke kun på forskningsniveau, at IT-Universitetet vil sætte fokus på den procesorienterede tilgang. Også de studerende skal lære at tænke i det nye paradigme. IT-Universitetet har netop lanceret en ny bacheloruddannelse i Global Business Informatics, hvor procestænkningen er et nøgleelement.
Om IT-Universitetet
IT-Universitetet i København har eksisteret siden 1999, og er et selvstændigt universitet dedikeret til den digitale verden. Der er omkring 1.500 studerende og 270 ansatte. På IT-Universitetet forskes og undervises i et bredt spektrum af emner inden for it.
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk