Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/03-11   -   Pressemeddelelse

Del skrivebord med din kinesiske kollega

Den store geografiske og kulturelle afstand mellem verdensdelene har ofte været en skarp sten i skoen, når danske virksomheder har outsourcet udviklingen af software. Nu har forskere på IT-Universitetet fået en bevilling fra Det Strategiske Forskningsråd til et projekt, som kan forbedre det internationale samarbejde og dermed virksomhedernes konkurrenceevne.

Mange danske softwarevirksomheder er afhængige af at outsource til lande i fx Asien. Men et samarbejde på tværs af tidszonerne, kan i værste fald ende med, at den outsourcing, som skulle have været en nødvendig besparelse, bliver en økonomisk lussing, fortæller professor på IT Universitetet, Jakob Bardram. Han står i spidsen for forskningsprojektet, NxG^GSD - Næste generation af teknologier til global softwareudvikling, som skal hjælpe softwarevirksomhederne til et frugtbart internationalt samarbejde.

- Når en tekstilvirksomhed får produceret en trøje i Asien, så kan de tjekke målene, syningerne osv. når de skal se, om de har fået det produkt, som de har bestilt. I softwarebranchen er denne proces mere kompleks. Her viser erfaringerne, at man ikke bare kan sende en række kravspecifikationer til Asien og forvente at få et brugbart produkt tilbage. Når en dansk virksomhed får udviklet software i udlandet er det nødvendigt med et tæt samarbejde og en løbende kvalitetskontrol, siger han.

Bevillingen
Forskningsprojektet er et tværfagligt samarbejde mellem IT-Universitetet, CBS (Copenhagen Business School) og Indian Institute of Management Bangalore, en af de mest velrenommerede business schools i Indien. Det fem år lange projekt har netop fået bevilliget 18 millioner kr. og set i lyset af, at dansk softwareudvikling i høj grad er afhængig af internationalt samarbejde kan de penge være særdeles godt givet ud.

- Hvis de danske virksomheder ikke får processerne og værktøjerne på plads, så kan de knække halsen på at flytte softwareudviklingen til udlandet. Det projekt, som vi er i gang med, er en værkstøjskasse, som kan bruges, når én mand i Danmark skal have ti mand i Kina til at lave kvalitetssoftware, siger Jakob Bardram og forklarer, at forskningen forløber i tæt samarbejde med tre softwarevirksomheder:

1) NNIT (tidligere Novo Nordisk IT), stor dansk it-virksomhed, som årligt omsætter for mere end 1,6 mia. kr.
2) TEO, mindre dansk it-virksomhed med speciale i Global Software Engineering.
3) TATA Consulting Services, global it-mastodont med base i Indien.

Hos NNIT har Christian Mourier Laursen, director i NNIT Microsoft Solutions, store forventninger til det nye samarbejde.

- Offshoring er ikke et valg, men en forudsætning for at være leverandør af it-services i dag. Adgang til dygtige it-professionelle i et land med lavere lønniveau - og gerne en anden tidszone - giver os mulighed for at leve op til kundernes krav til kvalitet, konkurrencedygtige priser og fleksibilitet, siger han, og fortsætter:

- Vi står meget stærkt med velfungerende offshoring-centre, men samarbejde over fysiske, sproglige og kulturelle grænser og med store tidsforskelle er en krævende disciplin. Derfor er det nye forskningssamarbejde med ITU og CBS vigtigt for NNIT, og vi forventer at få konkret og brugbart input til vores fortløbende arbejde med at videreudvikle vores værktøjer og processer i det globale samarbejde.

Løsninger
I de næste fem år håber Jakob Bardram, at forskningsgruppen vil kunne præsentere en række løsninger, som i sidste ende vil kunne styrke de danske softwarevirksomheders konkurrenceevne. I øjeblikket arbejder forskerne fx på at udvikle en teknologi, som kan skabe en virtuel samarbejdsform. Ideen går kort fortalt ud på, at man ved hjælp af nogle skærme på kontorerne i de forskellige verdensdele kan gøre det muligt for fx en dansk og en kinesisk medarbejder at arbejde i samme virtuelle rum.

- Erfaringen inden for softwareudvikling viser, at kvaliteten bliver højere, hvis udviklerne sidder skulder ved skulder. Så vi arbejder på, at en medarbejder i Kina og en medarbejder i Danmark kan få fornemmelsen af at arbejde ved det samme skrivebord, siger Jakob Bardram og slår fast, at der stadig er en del udfordringer i form af tidsforskelle og sprogforskelligheder, som skal løses, før den kan realiseres.

Om IT-Universitetet
På IT-Universitetet forskes og undervises i et bredt spektrum af emner inden for it. Cand.it.-uddannelsen er på få år blevet den største kandidatuddannelse inden for it i Danmark. De studerende kommer med mere end 100 forskellige bachelorbaggrunde i bagagen for at hellige sig den digitale verden - lige fra kommunikation og spil, over forretning til design af software.

Relevant information

http://www.itu.dk/


Pressekontakt


Firma

IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S, Danmark

  72 18 50 00
  25 55 04 47

http://www.itu.dk

Modtag nyheder fra IT-Universitetet i København på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater