12/10-11
-
Pressemeddelelse
Brasiliansk skulderklap til dansk it-forsker
Forsker fra IT-Universitetet har sammen med tre kollegaer vundet en pris for bedste it-værktøj ved en stor international konference i Brasilien.
Lektor Claus Brabrand fra IT-Universitetet er netop blev hædret ved CBSoft-konferencen i Brasilien. Sammen med tre brasilianske kollegaer vandt han en Best Tool Award for en ny automatiseret fejlfindingsmetode, som kan effektivisere produktionen af de såkaldte produktfamilier.
En produktfamilie er en række unikke produkter, som har et stærkt teknologisk fællesskab. Det kan fx være Sony Ericssons Xperia-telefoner, hvor de forskellige modeller deler menu- og styresystem, men hvor den enkelte model alligevel har nogle unikke specifikationer. Disse unikaer er en udfordring, når man skal fejltjekke produkternes software.
- Vi har udviklet en metode, som kan effektivisere fejlfindingsprocessen. Vi er endnu ikke sikre på, hvor meget vores metode vil kunne afkorte processen, men vores foreløbige beregninger tyder på, at det i nogle tilfælde kan være mere end 10 gange hurtigere at finde fejl i produktfamilier. For mere komplicerede fejlanalyser - end dem vi indtil videre har afprøvet - er vores metode sandsynligvis langt mere end 10 gange hurtigere, men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, siger Claus Brabrand.
Økonomisk supersværvægterMetoden blev udviklet i efteråret 2010 på UFPE-universitetet i Brasilien, hvor den 38-årige it-forsker tilbragte et halvt års såkaldt sabbatical; et ophold, som forskere typisk bruger til at fordybe sig og/eller til at få inspiration. Under opholdet i Brasilien oplevede Claus Brabrand, hvordan et væksteventyr er ved at forvandle Sydamerikas største land fra udviklingsland til økonomisk supersværvægter. Derfor har nogle af verdens største og mest toneangivende virksomheder opmærksomheden rettet mod Brasilien, hvilket betyder, at CBSoft-prisen kan vise sig at blive mere end et skulderklap for Claus Brabrand.
- Vi håber jo på, at vores metode vil blive brugt i industrien til automatiseret fejlfinding, men det kræver jo, at de rigtige folk kender til vores forskningsresultater. Når man får sådan en pris i Brasilien på et tidspunkt, hvor alle fokuserer på de enorme muligheder i landet, betyder det selvfølgelig, at det er lettere for os at få den nødvendige opmærksomhed, slutter forskeren.
Om IT-UniversitetetIT-Universitetet i København har eksisteret siden 1999, og er et selvstændigt universitet dedikeret til den digitale verden. Der er omkring 2.000 studerende og 270 ansatte. På IT-Universitetet forskes og undervises i et bredt spektrum af emner inden for it.
Yderligere kontaktClaus Brabrand, 7218 5076
Forskningskommunikatør Jari Kickbusch, 2248 2827
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk