17/04-12
-
Pressemeddelelse
HACK4EUROPE DENMARK: ITU vært for dansk del af europæisk konkurrence om apps til kultur
IT-Universitetet i København lægger den 10. og 11. maj hus til en to-dages 'app-jamsession', hvor såvel studerende som professionelle med flair for at programmere apps til smartphones etc. kan være med.
Omdrejningspunktet er en enorm database med mere end 20 millioner stykker digitaliseret, europæisk kulturindhold såsom digitalfotos, videoklip, lydfiler eller tekst - som organisationen Europeana via mere end 1.500 museer, biblioteker og kulturinstitutioner på tværs af 32 europæiske lande har samlet.
Målet er at 'jamme' apps til f.eks. tablets eller smartphones, der kan bruge det omfattende indhold i databasen - indhold, der spænder lige fra den digitale udgave af Caravaggios maleri 'David med Goliaths hoved' over Gutenbergs bibel til sort-hvide reportagefotos af litauiske markarbejdere fra 1920'erne og Muybridges tidlige filmsekvenser med galopperende heste.
Tilmeld dig inden 6. majOp til 30 personer kan deltage i eventen - kaldet en 'Hackathon' - hvor de i små hold over to dage skal udvikle koncepter til eller prototyper på apps, der demonstrerer den kommercielle, kulturelle eller samfundsmæssige værdi af de store mængder digitaliserede og frit tilgængelige, europæiske kulturarvestykker. Såvel studerende som professionelle udviklere eller designere kan deltage. Man skal medbringe egen bærbar computer.
Tilmelding kan ske på http://hack4europe2012-cph.eventbrite.com/, med deadline den 6. maj.
Det er principielt kun deltagernes fantasi og kreativitet, der sætter grænser - apps'ne kan både fokusere på mobilitet og geopositionering, på at give brugerne mulighed for at udbygge databasens indhold med metadata i form af tags eller eksterne links (user annotation), tilpasning til sociale medier med mulighed for at brugerne kan rate indholdet, dele vurderinger eller anbefale indhold eller på at lave såkaldt mash-up, hvor en app krydser Europeana-databasens indhold med en anden, relevant komponent, f.eks. Wikipedia eller et andet site.
Åbent APIDeltagerne får adgang til databasen via Europeanas åbne API samt den tilhørende tekniske dokumentation. Eventen foregår derfor på engelsk - og apps'ne skal tilsvarende være engelsksprogede. Europeanas supportteam er desuden tilgængelige via GoogleChat.
Man kan designe apps indenfor fire kategorier: 'Største kommercielle potentiale', 'Mest markante sociale gennemslagskraft', 'Mest innovative app' samt 'Deltagernes udvalgte favorit' (afgøres ved afstemning blandt deltagerne).
Ud over København afholdes der Hackathons i Tyskland (Berlin), Belgien (Leuven) og Polen (Warzawa) - og i hvert land udvælger juryen fire vinder-apps, én i hver af de ovenstående kategorier.
I hver af de fire kategorier vil der efterfølgende blive udpeget en samlet vinder på tværs af de deltagende lande - og vedkommende vil blive inviteret til Europeanas Digital Agenda Assembly i Bruxelles den 21-22. juni for at modtage en helt særlig præmie.
Om Europeana
Europeana er en fonds-finansieret, tvær-europæisk kulturorganisation, der har mere end 1500 europæiske museer, biblioteker, arkiver, ministerier og kulturinstitutioner som medlemmer. Europeana har som sit mål at tilgængeliggøre europæisk kultur samt videnskabs- og kulturarv via digitale platforme, bl.a. ved at fungere som en fælles indgang for medlemsinstitutioner, borgere og myndigheder. Europeana arbejder for at facilitere samarbejde mellem europæiske kulturinstitutioner og bibilioteker m.v. om deling og tilgængeliggørelse af indhold via en fælles portal, samt for digitalisering af Europas videnskabs- og kulturarv og sammenføring af eksisterende, digitalt indhold.www.europeana.eu/portal/
Om IT-Universitetet i København
IT-Universitetet gør Danmark usædvanlig dygtig til at skabe værdi med IT. I et globalt perspektiv. Gennem forskning, uddannelse og i samarbejde med private virksomheder og offentlige institutioner. Både under hjemlige himmelstrøg og i udlandet. IT-Universitetet forsker og underviser i bl.a. digital kommunikation, e-business, design, computerspil, softwareudvikling og i hvad IT betyder for os som mennesker. Nu og i fremtiden. Det sikrer vækst i en tid, hvor IT er overalt i vores samfund.www.itu.dk
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk