26/06-13
-
Pressemeddelelse
Bæredygtigt design- og arkitekturlokomotiv indtager Danmark
Hovedstaden kommer næste år til at summe af grønt design, ingeniørvidenskab og arkitektur, når Land Art Generator Initiative (LAGI) slår sig ned på Refshaleøen sammen med IT-Universitetet. Målet er både at inspirere og konkretisere omstillingen til grøn energi.
LAGI er en international kunst- og designkonkurrence, der inviterer tværdisciplinære teams til at designe inno¬vative, energiproducerende skulpturer til det offentlige rum. LAGI arbejder på tværs af teknologiske, kulturelle og æstetiske områder og udvikler kreative og innovative scenarier for fremtidens grønne energiforsyning.
De seneste år har LAGI holdt deres konkurrencer i New York og Abu Dhabi, men nu har ildsjælene bag det ambitiøse initiativ kastet deres kærlighed på Danmark og København, hvor de vil afholde LAGI2014.
LAGI er også en dynamisk, international platform, hvor der udvikles nye, opfindsomme veje indenfor vedvarende energi og arkitektur. Det udmønter sig konkret i en stor konkurrence, hvor der skabes store, energigenerende kunstværker. Værkerne vil kunne opføres af interesserede grundejere i hele landet.
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard er begejstret for, at LAGI har fundet vej til Danmark og den danske hovedstad:
- LAGI giver nye og spændende forslag til, hvordan den grønne omstilling kan gribes an. Det så vi ved de tidligere udstillinger i Dubai 2010 og New York 2012, hvor kreative kræfter inden for kunst, arkitektur og ingeniørvidenskab sammen frembragte nyskabende idéer, koncepter og løsninger, der kan producere grøn energi samtidig med at de integreres i og forskønner det lokale miljø, siger ministeren.
Bæredygtige værkerTidligere har LAGI været afholdt i bl.a. Freshkills Park ved New York, hvor konkurrencen modtog 250 forslag fra hele verden.
København er udnævnt til European Green Capital i 2014, og Overborgmester i København, Frank Jensen, mener, at LAGI passer særdeles godt ind i en by som København:
- For København er det netop vigtigt, at nye, bæredygtige byløsninger bliver smarte løsninger, som løser flere udfordringer samtidig. Derfor synes jeg også, at ideen om et energiproducerende kunstværk er interessant, og jeg vil da også gerne give min støtte til projektet, siger Frank Jensen.
Allerede nu er der stor interesse fra hele landet, hvor mange kan se potentialet i det, LAGI kan levere:
- Vi kan mærke, at der er mange interesserede, og vi arbejder allerede tæt sammen med flere kommuner, hvor der er potentielle realiseringsmuligheder, heriblandt Albertslund Kommune - og vi vil gerne inkludere så store dele af landet som muligt i projektet, siger Lea Schick, som er projektleder på LAGI2014.
LAGI har også tiltrukket sig stor international opmærksomhed, og tidligere har blandt andre New York Times, Guardian, Le Monde, MSNBC, Wired, Huffington Post og adskillige arkitektur- og designpublikationer givet konkurrencen spalteplads.
LAGI2014 løber af stablen i efteråret 2014 og vil primært foregå på Refshaleøen og Dansk Arkitektur Center i København. Det internationale dommerpanel vil bestå af eksperter indenfor bæredygtighed, arkitektur, kunst, ingeniørvidenskab og design. LAGI2014 arrangeres i et partnerskab mellem Land Art Generator Initiative, IT-Universitet, Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, Refshaleøens Ejendomsselskab, Albertslund Kommune, Alexandra Instituttet A/S og Dansk Arkitektur Center.
Læs mere på landartgenerator.org.
KontaktIT-Universitetet:
Projektleder og ph.d. Lea Schick, 27 26 54 79
Presseansvarlig Mikkel Svane-Petersen, 25 55 04 47
Relevant information
http://www.landartgenerator.org
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk