07/03-16
-
Pressemeddelelse
IT-Universitetet lancerer intensive kurser for it-professionelle
Det nye kursuskoncept ITU Professional Courses giver it-professionelle mulighed for at løfte fagligheden på blot 1-5 dage.
Medarbejdere med opdaterede kompetencer inden for højaktuelle it-emner som softwareudvikling, digitalisering, big data og it-ledelse står højt på ønskesedlen hos danske virksomheder i disse år. Travlhed og manglende formel uddannelse kan dog stå i vejen for, at it-medarbejdere vælger at videreuddanne sig.
Med det nye efteruddannelseskoncept ITU Professional Courses giver IT-Universitetet nu it-folk mulighed for at styrke kompetencerne inden for specifikke områder på korte, målrettede forløb.
De nye intensive kurser af 1-5 dages varighed har ingen adgangskrav og udløser derfor heller ikke meritgivende ECTS-point, men er henvendt til de mange it-fagfolk, der af forskellige grunde ikke har mulighed for at tage en masteruddannelse eller et enkeltfag.
- Fordelen ved disse kurser er, at de, der ikke kan hive flere dage ud af kalenderen henover et helt semester, i stedet kan få et kompakt forløb, der løfter deres kompetencer. Kurserne vil give svar på, hvordan man kan løse nogle konkrete udfordringer ude i virksomhederne, for eksempel i forhold til data mining, digitalisering og it-sikkerhed. Mange virksomheder kunne eksempelvis få stort udbytte af big data ved hjælp af nogle ret basale teknikker, men ved ikke, hvordan de skal gribe det an, fortæller Jens Christian Godskesen, institutleder på ITU, som har været med til at udvikle konceptet.
Højt fagligt niveauHan understreger, at niveauet på de nye intensive kurser vil være på samme høje faglige niveau som på ITU's masteruddannelser. Undervisningen varetages af både erfarne eksterne lektorer, som er specialister inden for deres felt, og ITU's egne forskere, som brænder for at formidle deres forskning til et eksternt publikum. Kurserne kommer til at foregå uden for almindelig arbejdstid i aftentimer og weekender, så deltagerne kan passe arbejdet sideløbende.
Det første kursus på programmet hos ITU Professional Courses, et fire-dages forløb i digitalt lederskab, starter den 30. april.
Om ITU Professional Courses· Løber normalt over 1-5 dage
· Kurserne vil omhandle it-relaterede emner som forretning, design, teknologi, brugervenlighed og processer
· Der er ingen formelle adgangskrav
· Udløser ikke ECTS-point, men deltagerne får et kursusbevis ved kursets afslutning
· Prisen for et kursus ligger omkring 5000 kr. per kursusdag
Relevant information
Læs mere om ITU Professional Courses
http://www.itu.dk/Efteruddannelser/itu-professional-courses
Pressekontakt
Vibeke Arildsen
Presse- og kommunikationsrådgiver
7218 5215
2555 0447
Jørgen Staunstrup
Leder af ITU Professional Courses
2049 9829
Jens Christian Godskesen
Institutleder
7218 5276
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk