28/09-09
-
Pressemeddelelse
100 pct virtualisering - er det muligt?
Himmerlands Elforsyning (HEF) og ITX er begyndt på et IT-pionerprojekt, der skal afdække grænserne for software-virtualisering. Målet er, at opnå 100 pct. virtualisering af al software på virksomhedens 275 computere. Det kan sikre højere oppetid og dermed spare tid og penge for virksomheden. Fuld software-virtualisering er ikke afprøvet i nogen dansk virksomhed i større målestok, derfor forventes projektet at give værdifuld viden, som kan bruges af andre virksomheder.
Microsoft Application Virtualization Suite kan i teorien håndtere 100 pct. virtualisering af software, det er bare ikke gjort på en større dansk arbejdsplads endnu. De mange eksperimenter, der allerede er gjort med virtualisering, opererer næsten alle med en såkaldt baseline - altså at der på brugernes computere ligger en grundlæggende mængde programmer, som de virtuelle programmer er afhængige af forefindes. Dermed får man kun lidt af det gode fra virtualiseringsverdenen, men man har stadig den ressourcekrævende opgave med at opdatere programmer på de enkelte maskiner. Det var egentlig den opgave man havde ønsket at slippe for.
IT-case som alle kan lære af
Nu går HEF og IT-servicevirksomheden ITX sammen om at gå virtualiseringsskridtet fuldt ud. IT-chef hos HEF, Søren Sejr Petersen, siger:
"Fuld virtualisering giver os mulighed for ikke at skulle håndtere software på de enkelte computere. I stedet streamer vi de virtuelle softwarepakker ud til brugerne, når brugerne har behov for det. Perspektiverne i det er meget store, men faktisk er skridtet ikke så langt. I Microsoft Application Virtualization Suite, som vi benytter, er den mulighed allerede tilgængelig. Vi skal således ikke ud og eksperimentere med ny teknologi, men alene afsøge grænserne for virtualisering med Microsofts teknologi."
Fordel ved opgradering til Windows7
Med software virtualisering følger en række fordele. Hele virksomhedens programmel skal kun håndteres, serviceres og opgraderes ét enkelt sted fra i stedet for ude på hver enkelt medarbejders computer. Det skal være helt slut med, at IT-medarbejderne skal ud og rode med computere på kontorerne.
"Først og fremmest får vi styr på vores programmel. Det bliver nemt at opgradere, og vi sikrer en maksimal oppetid hos vores omkring 275 brugere. Hos HEF er vi også udsat for krav om, at vi i IT-afdelingen skal levere mere for de samme midler, og her kan virtualisering være et stort skridt fremad," siger Søren Sejr Petersen. Han påpeger, at eksempelvis større opgraderinger, såsom en kommende opgradering til Windows7 fra XP, bliver nemmere. Kommer virtualiseringen op at køre, vil det kunne foretages med et snuptag frem for at være en større hovedpine.
Projekt skal sætte skub i virtualisering
"Vi er gået med i det her projekt, fordi vi i andre sammenhænge har set, hvordan virtualisering kan effektivisere markant. Hos HEF er vi i den heldige situation at en virksomhed er parat til at eksperimentere med fuld virtualisering, og det kan være med til at sætte skub i en udvikling i resten af erhvervslivet," fortæller direktør Morten Steen Søndergaard, der på ITX' website vil følge op på projektets gennemførelse i løbet af efteråret.
Relevant information
http://www.itx.dk
Firma
ITX ApS
Anelystparken 31 C
8381 Tilst,
Danmark
70 27 00 34
60 40 70 00
http://www.itx.dk