17/06-11
-
Pressemeddelelse
50-året for Jaguar E-type fejres med danmarksrekord
Et af bilverdenens ikoner, E-typen, fejres i august med en kæmpefest i Ebeltoft,der kulminerer med en dobbeltrekord.
Jaguar E-type blev i 1961 referencepunktet for alle fremtidige og tidligere sportsvogne. Hurtigere end alle andre, halvt så dyr og dobbelt så smuk. Verdenspressen måbede, og selv Jaguar blev overrasket over den voldsomme opmærksomhed.
Det er 50 år siden nu, og det fejrer den danske Jaguarklub med en storstilet fest. Kronen på værket bliver den største samling af E-typer set samtidigt på dansk jord. Jaguar Club of Denmark forventer 50-100 E-typer.
"Det bliver kæmpestort. Allerede nu overstiger tilmeldingerne det forventede," siger Hans Aarup, en af arrangørerne fra Jaguarklubben.
Også andre Jaguarer end E-typer er mere end velkomne. Jaguarklubben håber, at man også ved denne lejlighed får Danmarks største samling af Jaguarer at se og beundre. Den nuværende rekord er på 120 stk.
Festen foregår i Ebeltoft i weekenden 19-21. august 2011. Ud over rekordforsøget, er der hele weekenden festivitas for klubmedlemmerne og den allerflotteste af de udstillede E-typer vil blive kåret.
Tilskuere kan se frem til et spektakulært syn, når E-typerne om lørdagen fra kl 10.00 begynder at fylde op i Ebeltofts gader. Har du en E-type i garagen, så få den støvet af og mød op til det gratis arrangement.
Kontakt:
Hans Aarup, tlf.: 86 12 02 00
Carsten Rojh, tlf.: 40 45 88 37
Fakta:
Et af bilverdenens ikoner, E-typen, fejres i Ebeltoft med en kæmpefest,
der kulminerer med en dobbeltrekord.
E-typen blev skabt af direktør og stifter af Jaguar, Sir William Lyons. Den blev bygget som Jaguars Le Mans-racerbiler, der årtiet før havde vundet løbet fem gange. Vognen blev præsenteret i 1961 på biludstillingen i Geneve til en sensationel lav pris på godt 2000 pund. Der blev produceret over 70.000 stk. i tre serier indtil 1974. Sidste version var en fire-personers touring med V12-motor.
1966 SERIES 1 E-TYPE
Tophastighed: 242 km/t
0-96 km/t: 7,0 sekunder
Motor: 3,8 liter, 6-cylindre på række, tre SU karburatorer
Effekt: 265 hk ved 5500 o/m
Moment: 347 nm ved 4000 o/m
Chassis: stål-monocoque
Undervogn: torsionsstang og wishbone front, uafhængig bag.
Dimensioner L x B x H: 4,44 x 1,65 x 1,22 m
Vægt: 1219 kilo
Jaguarclub of Denmark
En af Danmarks største og mest aktive klubber med 50-60 årlige arrangementer over hele landet. Klubben er for alle med en Jaguar eller interesse i Jaguar. Medlemsskab koster 575 kroner årligt. Klubben har cirka 1500 medlemmer og udgiver magasinet Jaguaria. Se mere på www.jaguarclub.dk
Relevant information
http://www.jaguarclub.dk