Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/11-16   -   Pressemeddelelse

Ny og slankere model for logning skal styrke politiets efterforskning

Bander, rockere, terrorister og pædofile bruger i dag smartphones og tablets ligesom alle vi andre. Det er et problem for dansk politi. Når telefonopkald og sms erstattes af kommunikation via internettet såsom iMessage på iPhone, er politiet efterladt i blinde. De nuværende logningsregler tager nemlig ikke højde for, at teknologien har ændret vores vaner. Justitsministeren arbejder på nye regler, som styrker politiets efterforskningsredskaber, men som indebærer lagring af langt færre oplysninger end den model, der blev drøftet i foråret, og samtidig sparer branchen for mange hundrede millioner kr.

Rigspolitiets tidligere forslag til nye regler for logning indebar lagring af meget store mængder data og blev for dyrt for telebranchen. Derfor er Justitsministeriet og politiet i dialog med telebranchen og en række retspolitiske organisationer om en ny model for logning.

Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning, men det generelle krav om at gemme alle forbindelsesoplysninger eller sessionslogning - altså hvem der har været i kontakt med hvem - er ikke en del af den model, der arbejdes med. På den baggrund er det branchens egen vurdering, at den nye model vil spare branchen for mange hundrede millioner kr.

Justitsminister Søren Pind siger:

"Dansk politi skal have de redskaber, der skal til for at bekæmpe bande- og narkokriminalitet og anholde drabsmænd, terrorister og pædofile og i det hele taget beskytte os borgere. De nuværende logningsregler tager ikke højde for, at vi i dag har skrottet den gamle telefon og bruger smartphones og computere til at kommunikere med over internettet. Det gælder også for de kriminelle.

Derfor arbejder vi på nye regler, som hjælper politiet, uden at der gemmes flere oplysninger end nødvendigt og med en langt mindre regning til branchen."

Modellen indeholder nu to stærke efterforskningsredskaber for politiet.

For det første vil det være muligt for politiet at få oplysninger om, hvor en potentiel gerningsmand har befundet sig. Det kan politiet allerede i dag med almindelige mobiltelefoner, men med de nye regler vil smartphones mv. - der bruger internettet - også være omfattet.

Sådanne oplysninger er vigtige for politiet. Det var f.eks. på denne måde, at politiet forsøgte at finde gerningsmanden under terrorangrebet i København. Men netop fordi han brugte internetkommunikation på en smartphone via et data SIM-kort, så kunne politiet ikke finde ham på den måde, selvom de kontaktede teleselskaberne straks efter angrebet.

Politiet vil også kunne benytte værktøjet til at finde ud af, hvor relevante rocker- og bandemedlemmer har befundet sig i forbindelse med de aktuelle bandeskyderier.

Politiet vil for det andet kunne få oplysninger om, hvem der har benyttet en bestemt IP-adresse eller telefonnummer, som politiet ved har været brugt til at begå kriminalitet på et givent tidspunkt. Det kan bl.a. hjælpe politiet til at få navnet på en person, som har lagt billeder på en børneporno-server eller begået økonomisk kriminalitet på internettet.

Lige nu er eksterne konsulenter ved at vurdere de præcise omkostninger for branchen. Samtidigt er Justitsministeriet i dialog med en række menneskeretlige og IT-politiske organisationer om den nærmere indretning af de nye regler.

Det er planen at fremsætte et lovforslag i begyndelsen af det nye år.


Fakta om loggede oplysninger

Loggede oplysninger betyder, at teleselskaberne i en periode gemmer visse konkrete oplysninger så som oplysninger om, hvilke master en mobiltelefon har haft kontakt til, og oplysninger om, hvem der har anvendt en konkret IP-adresse. Når politiet efterforsker kriminalitet, kan de få adgang til at se de konkrete oplysninger, når visse nærmere betingelser er opfyldt, herunder reglerne om dommerkendelse.

Pressekontakt

Camilla Svane
Presse- og kommunikationsrådgiver
  23424659
Anne Rosa Simonsen
Kommunikationsmedarbejder
  40169917

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire