11/03-11
-
Pressemeddelelse
Ny bekendtgørelse forbedrer sikkerheden for boksere
Justitsminister Lars Barfoed har i dag udstedt en ny bekendtgørelse om offentlige boksekampe, som forbedrer sikkerheden for boksere. De ny regler træder i kraft den 15. marts 2011.
Med den nye bekendtgørelse sker der bl.a. en skærpelse af sikkerhedskravene for både professionelle boksere og amatørboksere, idet der bl.a. indføres et krav om årlige hjernescanninger af professionelle boksere samt regelmæssige neurologiske undersøgelser af amatørboksere, der har bokset over 50 kampe.
Justitsministeriet har udarbejdet den nye bekendtgørelse efter at have afholdt en række møder med Sundhedsstyrelsen, Danmarks Bokse-Union og Dansk Professionelt Bokse-Forbund. Møderækken blev sat i gang, efter at der i løbet sommeren og efteråret 2008 havde været en del debat i medierne om bokseres sikkerhed.
Bekendtgørelsen om offentlige boksekampe er udstedt med hjemmel i § 23, stk. 1 og 3, i lov om politiets virksomhed.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til souschef Anne Fode på telefon 72 26 85 11.
Relevant information
http://www.justitsministeriet.dk