Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/05-11   -   Pressemeddelelse

Ny aftale øger borgernes tryghed

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har i dag indgået en aftale om en tryghedspakke. Aftalen indebærer flere ressourcer til bekæmpelse af bandekriminalitet, en arrestafdeling i Vestdanmark til negativt stærke indsatte, en helt ny indbrudsenhed og skær-pelse af straffen for hjemmerøveri, organiseret indbrudskriminalitet og overfaldsvoldtægt.

Den nye aftale intensiverer indsatsen mod bande- og rockermiljøet yderligere. Samtidig skal en række initiativer styrke indsatsen mod indbrudskriminalitet og tyvebander og skærpe straffen for hjemmerøverier. Endelig sikrer aftalen en styrket politiindsats over for omrejsende kriminelle udlændinge.

Justitsminister Lars Barfoed udtaler:

"Nu får rocker- og bandemedlemmer det endnu sværere, hvis de fortsætter deres kriminelle aktiviteter. Med den aftale, regeringen nu har indgået med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, intensiveres den eksisterende omfattende indsats mod kriminelle bander og rockere. Der bliver flere ressourcer til bekæmpelse af bandekriminalitet, og samtidig oprettes en særlig restriktiv arrestafdeling i Vestdanmark til negativt stærke indsatte.

Vi har i de senere år set eksempler på grove hjemmerøverier og indbrudskriminalitet gennemført af organiserede tyvebander. De udgør en alvorlig trussel mod trygheden i hjemmet. Jeg er derfor særligt tilfreds med, at vi nu etablerer en særlig tværgående indbrudsenhed, samtidig med at straffen skærpes markant for organiseret indbrudskriminalitet og hjemmerøveri.

Endelig er jeg tilfreds med, at aftalen også styrker indsatsen for at beskytte ofre for forbrydelser, bl.a. ved at skærpe straffen for overfaldsvoldtægt."

Tryghedspakkens elementer

Intensiveret bekæmpelse af rocker- og bandekriminalitet
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil fastholde og intensivere den omfattende indsats mod kriminelle bander og rockere med følgende initiativer:

- Bande task forcen i Karlslunde videreføres fra 2012 og frem, og politiet tilføres yderligere 10 mio. kr. årligt til en styrket indsats mod bande- og rockermiljøet.
- Der etableres en særlig restriktiv arrestafdeling i Vestdanmark til negativt stærke indsatte efter samme model som Politigårdens Fængsel.
- National plan for politiindsats i ghettoer. Rigspolitiet har iværksat en stærk og synlig politiindsats overalt i landet i områder, hvor kriminaliteten er høj, og hvor der er særligt behov for en fast, målrettet og konsekvent reaktion over for unge uromagere. Rigspolitiet følger indsatsen og varetager den overordnede koordinering af den samlede indsats, herunder målstyring af politikredsenes indsats.
- Det sikres, at der gøres alt for at modvirke, at kriminelle, som i forening begår en forbrydelse, slipper for straf ved at dække over hinanden. Rigsadvokaten anmodes derfor om at gennemgå de senere års erfaringer på området og i den forbindelse vurdere, om der er behov for ny lovgivning eller andre tiltag.
- Anklagemyndigheden vil være fuldt ud opmærksom på at nedlægge påstand om udvisning på grund af banderelateret kriminalitet, når betingelserne herfor er opfyldt.
- Danmark har gennemført de lovændringer, som er nødvendige for at opfylde nye EU-regler om, at EU-lande som udgangspunkt er forpligtede til at overtage afsoningen af egne statsborgere eller personer bosiddende i det pågældende land. Danmark er klar til at gøre brug af nye regler, når de er gennemført i alle medlemsstater (senest 5. december 2011).

Konsekvent kurs i kampen mod indbrud og hjemmerøveri
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil gennemføre en styrket indsats mod indbrudskriminalitet og tyvebander med følgende initiativer:

- Straffen for organiseret indbrudskriminalitet skærpes med 1/3.
- Der nedsættes en tværgående indbrudsenhed, som skal sikre en analysebaseret proaktiv efterforskning på tværs af politikredsene. Politiet tilføres 30 mio. kr. årligt hertil samt 20 mio. kr. til investering i bl.a. køretøjer og observations- og sporingsudstyr.
- Straffen for hjemmerøveri fordobles.
- Rigsadvokaten vil sørge for, at der nu i de mere alvorlige sager om indsmugling mv. af khat bliver nedlagt påstand om straf efter de "hårde" narkobestemmelser i straffeloven.
- Politiet styrker indsatsen over for omrejsende kriminelle udlændinge bl.a. ved at være synligt og målrettet tilstede i de berørte områder.

Styrket indsats for at beskytte ofre

- Aftaleparterne er enige om også fremover at have fokus på at beskytte ofre for forbrydelser. Der vil i den forbindelse bl.a. blive gennemført lovgivning, der øger beskyttelsen af personer, som bliver udsat for systematisk forfølgelse og chikane (stalking) fra tidligere samlevere mv. Aftaleparterne er endvidere enige om, at der i forbindelse med den kommende revision af straffelovens kapitel 24 skal ske en fordobling af straffen for overfaldsvoldtægt, så normalstraffen som udgangspunkt vil være 5 år.

Journalister kan kontakte presserådgiver Emil Melchior på tlf. 40 37 67 37.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire