Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/10-11   -   Pressemeddelelse

Justitsministeren til ministermøde mellem EU og Rusland

Justitsminister Morten Bødskov deltager mandag den 10. og tirsdag den 11. oktober 2011 i et ministermøde mellem EU og Rusland. På justitsministerens første internationale optræden som minister er international kriminalitetsbekæmpelse og migrationsspørgsmål på dagsordenen.

Centrale emner på ministermødet, der finder sted i Warszawa, er bl.a., hvordan samarbejdet kan styrkes mellem EU og Rusland om migrationsspørgsmål og visumliberalisering. Det vil også blive drøftet, hvordan man kan udbygge den fælles indsats til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, narkotikakriminalitet og menneskehandel.

Det er justitsministerens første internationale optræden som minister, og det bliver samtidig ministerens første møde med en række centrale samarbejdspartere. Justitsministeren vil i den forbindelse benytte lejligheden til at drøfte arbejdet på Justitsministeriets område under det danske EU-formandskab i 1. halvår 2012.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:
"Organiseret kriminalitet på tværs af landegrænserne er et stigende problem, som vi bør tage meget alvorligt. Jeg ser derfor meget frem til at tage hul på de internationale opgaver, der følger med det at være justitsminister i Danmark. Det gælder ikke mindst i forhold til arbejdet i EU, hvor jeg under det danske formandskab vil skulle stå i spidsen for de politiske drøftelser om bl.a. politisamarbejde, international kriminalitetsbekæmpelse og indvandring.

Jeg lægger i den forbindelse stor vægt på at sikre, at vi løbende styrker samarbejdet med lande uden for EU, så vi også er i stand til at forebygge og håndtere de udfordringer, der opstår uden for EU's geografiske område. I den sammenhæng er Rusland som en af EU's nærmeste naboer en vigtig strategisk samarbejdspartner."

Baggrund
Samarbejdet mellem EU og Rusland er på området for retlige og indre anliggender (RIA-området) overordnet formaliseret i Det Permanente Partnerskabsråd (Permanent Partnership Council (PPC)). Rådet mødes fast hvert halve år, og det seneste møde blev afholdt den 19. maj 2011 i Skt. Petersborg.

Fra EU's side deltager de relevante ministre fra det siddende og det kommende formandskab i møderne. Derudover deltager EU-kommissæren for indre anliggender (Cecilia Malmström) samt højt stående repræsentanter for andre relevante EU-organer, herunder navnlig Europol og Frontex (EU's grænseagentur).

Det kommende EU-formandskabsland deltager i PPC-møderne for at sikre kontinuitet i arbejdet. Justitsministeren vil under det danske EU-formandskab i 1. halvår 2012 skulle varetage formandskabet for Ministerrådet (retlige og indre anliggender), der bl.a. behandler spørgsmål om politimæssigt samarbejde, retligt samarbejde, asylområdet og migration.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire