Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/12-11   -   Pressemeddelelse

Bekymringen for vold historisk lav

Danskernes generelle bekymring for vold og kriminalitet er historisk lav. Forude ligger dog stadig en stor opgave i forhold til bekæmpelsen af kriminalitet, understreger justitsminister Morten Bødskov.

29 procent af danskerne bekymrer sig meget om vold og kriminalitet. Den samfundsmæssige bekymring er dermed på sit laveste niveau nogensinde. Højst var bekymringen i 1993, hvor andelen af bekymrede danskere var på hele 72 procent.

Det viser den netop offentliggjorte rapport "Udsathed for vold og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2010." Rapporten er blevet finansieret af Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet, og er gennemført i samarbejde med Københavns Universitet.

Af rapporten fremgår det også, at risikoen for at blive udsat for vold inden for de seneste år er faldet til en procent. To tredjedele af volden er koncentreret til weekenden. Ligesom den mest ufredelige tid på døgnet er mellem klokken 22 og klokken fire om morgenen. Altså det tidspunkt, hvor flest har fri fra arbejde, og hvor nattelivet er livligst. Har man først en gang været udsat for vold, stiger risikoen for en gentagelse dog markant.

I rapporten peges der desuden på, at andelen af danskere, der har været udsat for vold, tyveri eller hærværk, samlet set stadig er væsentligt lavere end i perioden fra 1987 til 2001, hvor en fjerdel af befolkningen havde været udsat for kriminalitet. Dog er antallet af ofre steget en smule fra 16 procent i 2009 til 17 procent i 2010.

"Det er meget tilfredsstillende, at danskerne i dag bekymrer sig mindre for vold og anden kriminalitet. Rapporten viser, at danskerne generelt føler sig trygge i hverdagen. Jeg vil dog samtidig understrege, at vi har en stor opgave foran os i forhold til bekæmpelsen af kriminalitet. Eksempelvis er der stadig behov for at gøre en særlig indsats i forhold til den organiserede kriminalitet, der udgør en alvorlig trussel mod vores samfund, vores værdier og vores tryghed. Det bliver ikke nogen let opgave, men det er en nødvendig opgave," siger justitsminister Morten Bødskov.

Også i forhold til ungdomskriminaliteten mener justitsministeren, at indsatsen bør styrkes.

"Jeg mener, at vi skal blive langt bedre til at forebygge ungdomskriminalitet. Det er et område, hvor vi ønsker at gøre det bedre, end den tidligere regering. Målet er, at vi skal have færre ofre for kriminalitet, og vi skal sikre, at færre unge ender i en kriminel løbebane. Vi tror ikke på, at det hjælper at smide 14-årige børn i fængsel. I stedet vil vi tidligere sætte ind med et øget fokus på forebyggelse og styrke forskningen af den kriminalpræventive indsats," siger Morten Bødskov og fastslår:

"I regeringen har vi et ønske om at skabe et endnu tryggere samfund med mindre kriminalitet. Vi vil derfor føre en retspolitik, der er helhedsorienteret og baseret på, at mennesker, der kan og vil forandre sig, skal have mulighed for det. "

Offerundersøgelsen er lavet af forskningschef i Justitsministeriet, Britta Kyvsgaard, og professor på Københavns Universitet, Flemming Balvig.

Læs hele offerundersøgelsen her: http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/Rapporter/Offerrapport_2010_01.pdf

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forskningschef Britta Kyvsgaard, telefon 7226 8440 eller presserådgiver Emil Melchior, telefon 4037 6737.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire