Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/04-12   -   Pressemeddelelse

Retsplejerådet lægger op til at styrke behandlingen af fogedforbudssager

Justitsminister Morten Bødskov har i dag modtaget en betænkning fra Retsplejerådet, der foreslår en række ændringer og moderniseringer af reglerne om fogedforbud. Målet er at styrke domstolenes behandling af sager om fogedforbud.

Justitsminister Morten Bødskov har i dag modtaget Retsplejerådets betænkning om ændringer og moderniseringer af retsplejelovens regler om fogedforbud.

Begrebet fogedforbud dækker over, at det er muligt (midlertidigt) at få nedlagt et forbud mod handlinger, der strider mod ens ret, f.eks. fremstilling af et kopiprodukt i strid med et patent. I dag behandles forbudssager hovedsageligt ved de enkelte fogedretter rundt omkring i landet.

Fra forskellig side er der imidlertid blevet efterspurgt en mere specialiseret behandling af sager om fogedforbud. Betænkningen lægger op til at styrke behandlingen af fogedforbud på bl.a. følgende vis:
· Behandlingen af forbud overføres fra fogedretten til retsafdelingen i den enkelte byret, så det i højere grad vil være udnævnte dommere, der skal behandle sager om forbud, i stedet for dommerfuldmægtige.
· Sø- og Handelsrettens kompetence til at nedlægge forbud udvides.
· Der skabes mulighed for, at en forbudssag kan behandles af flere dommere og med deltagelse af sagkyndige retsmedlemmer.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Jeg er klar over, at der fra forskellig side er blevet efterspurgt en styrkelse af domstolenes behandling af fogedforbudssagerne, som ofte kan have en ganske kompleks karakter.

Jeg er derfor meget glad for at have modtaget Retsplejerådets seneste betænkning, som indeholder en række forslag til at styrke og modernisere forbudsinstituttet.

Betænkningen vil nu blive sendt i høring, og jeg ser frem til at modtage høringssvar fra interesserede parter."

Til baggrund:

Retsplejerådets formand, landsretspræsident Bjarne Christensen, har den 20. april 2012 afleveret betænkning nr. 1530/2012 om reform af den civile retspleje VII (Midlertidige afgørelser om forbud og påbud) til justitsminister Morten Bødskov. Retsplejerådets betænkning er et delresultat af Retsplejerådets generelle gennemgang af den civile retspleje.

I betænkningen har Retsplejerådet gennemgået de gældende regler om fogedforbud og fundet grundlag for at foreslå en række ændringer og moderniseringer af forbudsinstituttet.

Retsplejerådet foreslår i betænkningen bl.a.:
· Overførelse af den saglige kompetence til at nedlægge forbud mv. fra fogedafdelingen til retsafdelingen i den enkelte byret. Retsplejerådets forslag lægger op til, at det i højere grad er udnævnte dommere, frem for dommerfuldmægtige mv., der skal behandle sager om forbud mv. Forslaget indebærer også, at der ikke længere skal anlægges en såkaldt justifikationssag, dvs. en retssag om, hvorvidt forbuddet var lovligt meddelt. Der skal derimod anlægges eller indledes en retssag med henblik på en afklaring af, om den rettighed, som har givet anledning til forbuddet eller påbuddet, også rent faktisk består.
· Udvidelse af Sø- og Handelsrettens kompetence til at nedlægge forbud mv. Sø- og Handelsretten har allerede i dag kompetence til at nedlægge forbud i sager om EF-varemærker og EF-design. Retsplejerådet foreslår, at Sø- og Handelsretten herudover får kompetence til at behandle forbudssager mv. inden for de sagsområder, som Sø- og Handelsretten i dag har kompetence til at behandle, f.eks. sager, hvor anvendelsen af varemærkeloven, designloven, patentloven og konkurrenceloven har væsentlig betydning.
· Indførelse af mulighed for, at en sag om forbud kan behandles af flere dommere (kollegial behandling), ligesom retten skal kunne træffe afgørelse om, at retten tiltrædes af sagkyndige retsmedlemmer.
· Ved forbud eller påbud skal domstolene kunne bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 1, afsnit 4, der indeholder en sammenfatning af Retsplejerådets overvejelser og forslag.

Læs hele betænkningen her: http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/bet1530/pdf/1530pdf.pdf

Eventuelle spørgsmål fra journalister kan rettes til presserådgiver Emil Melchior (tlf. 4037 6737). Øvrige interesserede kan kontakte fungerende kontorchef Dan Bjerring (tlf. 7226 8792).

Hvad er Retsplejerådet?

Retsplejerådet blev nedsat den 19. december 1961 som stående udvalg og afgiver efter Justitsministeriets anmodning indstilling om ændringer i retsplejeloven med henblik på en reformering af denne lovgivning.

Retsplejerådet har siden 1998 arbejdet med et kommissorium om en generel reform af den civile retspleje og har i den forbindelse afgivet 6 betænkninger. Rådet virker endvidere som rådgivende organ for Justitsministeriet med hensyn til retsplejebestemmelser i særlovgivningen og i internationale overenskomster samt vedrørende de principielle spørgsmål om fastsættelsen af administrative bestemmelser af retsplejemæssig betydning

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire