Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/04-12   -   Pressemeddelelse

Justitsministeren vil skærpe indsatsen mod insiderhandel og styrke beskyttelsen af ofre i Europa

Justitsminister og formand for RIA-Rådet Morten Bødskov vil skærpe indsatsen mod insiderhandel i Europa. Ministeren vil derfor søge tilslutning til konsekvente straffe på området, når de europæiske justitsministre samles til rådsmøde i Luxembourg. Justitsministeren har samtidig sat en styrket beskyttelse af ofre i EU på dagsordenen.

Den 26.-27. april 2012 afholdes der rådsmøde om retlige og indre anliggender (RIA) i Luxembourg.

På mødets anden dag drøfter medlemsstaternes justitsministre de mest aktuelle sager på området for retlige anliggender. EU-kommissær for justitsområdet Viviane Reding deltager også i mødet.

Justitsminister Morten Bødskov er formand for RIA-Rådet og har bl.a. sat EU's indsats mod insiderhandel på dagsordenen for ministermødet i morgen.

Det danske formandskab vil søge at opnå enighed i Rådet om en mere konsekvent og ensartet bekæmpelse af insiderhandel og kursmanipulation i hele EU. Samtlige medlemsstater vil efter det fremsatte forslag skulle sikre effektive straffe, som skal have en afskrækkende virkning. Det skal være med til at hindre, at de kriminelle kan spekulere i, hvor i EU det bedst kan betale sig at begå deres forbrydelse. Forslaget indebærer også, at selskaber i videre omfang end i dag skal kunne drages til ansvar for handlinger, som begås af ledende medarbejdere.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Vi sætter nu bekæmpelse af insiderhandel og kursmanipulation på dagsordenen, fordi det undergraver tilliden til de finansielle markeder. Vi må konstatere, at store afvigelser i medlemsstaternes lovgivning har givet de kriminelle et alt for let spil.

Der er fortsat EU-lande, som slet ikke har indført strafferetlige sanktioner over for denne type kriminalitet. Finanskrisen har vist os, hvor skræmmende stor risikovilligheden kan være på de finansielle markeder, og vi skal sætte hårdt ind over for dem, der går for langt.

Derfor håber jeg, at vi på rådsmødet kan nå til enighed om mere konsekvente og ensartede straffe for insiderhandel og kursmanipulation, så vi kan bekæmpe det effektivt i hele EU. Det vil også være med til at genopbygge tilliden til de finansielle markeder.

Bedre beskyttelse af voldsofre

Justitsministeren har derudover sat en styrket beskyttelse af ofre i EU på dagsordenen for rådsmødet.

Der er i EU enighed om, at behandlingen af ofre skal stå centralt i de nationale retssystemer, og Rådet forhandler om nye regler, som skal give bedre beskyttelse til ofre på tværs af landegrænserne.

De nye regler vil f.eks. betyde, at et polititilhold, som er udstedt i én medlemsstat, skal anerkendes af en anden medlemsstat, hvis den beskyttede person rejser eller flytter til denne medlemsstat.

Danmark vil på grund af retsforbeholdet stå uden for det nye samarbejde.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

Også i forhold til beskyttelse af ofre har vi behov for fælles regler. EU-borgere har ret til fri bevægelse i EU, men som det er i dag, kan nogle voldsofre være mere eller mindre bundet til deres hjemland.

Jeg har derfor sat et forslag på dagsordenen for rådsmødet, som skal sikre, at for eksempel et polititilhold udstedt i Sverige skal anerkendes i Tyskland, hvis den beskyttede person rejser eller flytter til Tyskland. Det vil betyde, at tysk politi vil skulle yde den samme beskyttelse, som hvis der var tale om en tysk borger og et tysk polititilhold.

Jeg håber, at der på rådsmødet vil være opbakning til mit forslag om effektive procedurer for godkendelse af disse beskyttelsesforanstaltninger udstedt i andre EU-lande, så vi sikrer en sammenhængende beskyttelse af voldsofre på tværs af landegrænserne."

Der vil umiddelbart efter ministrenes drøftelser (ca. kl. 15.00) blive afholdt en pressekonference.

Justitsministeriet vil derudover ved mødets afslutning udsende en pressemeddelelse med hovedkonklusioner fra dagens drøftelser.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire