Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/07-12   -   Pressemeddelelse

Personer under værgemål får samme rente som andre private kunder

Personer under værgemål, som er forpligtet til at have deres formue stående i bankernes såkaldte forvaltningsafdelinger, får samme eller bedre rente af kontant indestående end andre private kunder. Endvidere tilbyder 7 af 10 forvaltningsafdelinger i dag de såkaldte højrenteprodukter.

Det fremgår af en undersøgelse fra Civilstyrelsen, som netop er afleveret til Justitsministeriet.

I undersøgelsen har Civilstyrelsen kigget på bankernes godkendte forvaltningsafdelingers rente- og gebyrpolitik. Det sker efter medieomtale, hvor det fremgik, at bankerne ikke tilbød kunder i forvaltningsafdelingerne de samme produkter og renter af kontant indestående, som andre private kunder i bankernes filialer.

Civilstyrelsens undersøgelse viser dog, at kunder i forvaltningsafdelingerne tilbydes den samme eller højere rente af kontant indestående som andre private kunder. Dette gælder både ved kontantindskud uden særlige vilkår eller betingelser om eksempelvis minimumsindskud og bindingsperiode samt ved kontantindskud baseret på størrelsen af indeståendet (uden bindingsperiode).

Undersøgelsen viser også, at 7 af 10 forvaltningsafdelinger i dag tilbyder forvaltningskunder højrenteprodukter. Nordea og Danske Banks forvaltningsafdeling har således siden henholdsvis november 2011 og marts 2012 tilbudt deres forvaltningskunder højrentekonti.

Renten er i forhold til størrelsen af indeståendet ens for forvaltningskunder og andre private kunder, bortset fra et enkelt tilfælde, hvor forvaltningskunden får op til 0,15 pct. mindre p.a. end andre private kunder. Denne forskel skal dog sammenholdes med, at den pågældende forvaltningsafdeling ikke opkræver en såkaldt forvaltningsafgift af afkastet af kontant indestående.

De godkendte forvaltningsafdelinger opkræver forvaltningsafgift eller lignende af forvaltningskunders kontante indestående. Forvaltningsafgiften dækker bl.a. administrationsomkostninger, rådgivning, vejledning samt kontrol og tilsyn med de forskellige konti. Forvaltningsafgiften opkræves typisk som en procentvis del af afkastet af den indestående kapital. 3 forvaltningsafdelinger opkræver dog ikke forvaltningsafgift af kontant indestående.
Flere forvaltningsafdelinger kræver endvidere gebyrer for serviceydelser, der ikke er dækket af forvaltningsafgiften.

Læs hele Civilstyrelsens notat her.

Journalister kan kontakte kommunikationschef Emil Melchior på telefon 4037 6737. Andre interesserede kan kontakte kontorchef Rie Thoustrup Sørensen, Civilstyrelsen, på telefon 7266 1350.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire