Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/08-12   -   Pressemeddelelse

Regeringen styrker indsatsen mod fartsyndere

Regeringen ønsker at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, som skyldes for høj fart. Derfor lancerer regeringen i dag en trafiksikkerhedspakke, som indeholder en massiv forøgelse af politiets automatiske fartkontrol. Den øgede fartkontrol er blot et blandt flere nye tiltag i regeringens bestræbelser på generelt at forbedre trafiksikkerheden. Ud over at få bilisterne til at sætte farten ned vil regeringen også styrke indsatsen mod de såkaldte "sorte pletter" i trafikken.

Overtrædelse af hastighedsgrænserne er i dag en medvirkende årsag til mange trafikulykker på de danske veje. Samtidig findes der "sorte pletter" i trafikken i form af vejstrækninger og vejkryds med højere risiko for trafikuheld. Derfor tilkendegav regeringen allerede i sit regeringsprogram fra oktober 2011, at man ville forbedre trafiksikkerheden ved at øge omfanget af automatisk fartkontrol og styrke bekæmpelsen af "sorte pletter". Regeringen fremlægger nu en samlet trafiksikkerhedspakke for bl.a. at nedbringe de meget store fartoverskridelser.

Indsatsen over for bilister, der ikke overholder hastighedsgrænserne, styrkes markant ved at forøge antallet af politiets fotovogne med yderligere 75 vogne, så det samlede antal når op på godt 100 i løbet af de kommende 18 måneder.

Justitsminister Morten Bødskov siger:

"Politiet har i de senere år styrket indsatsen på færdselsområdet. Det afspejler sig også i de seneste halvårstal fra politiet. Men samtidig viser tallene, at der fortsat behov for en markant indsats for at højne færdselssikkerheden.

Regeringen kommer derfor nu med en samlet pakke, der skal styrke trafiksikkerheden. Det glæder mig især, at der over de kommende 18 måneder sker en firedobling af antallet af politiets fotovogne. Det betyder, at politiet i hele landet allerede i løbet af næste år vil få langt bedre mulighed for at sætte ind med fartkontroller på de strækninger, hvor der er et færdselssikkerhedsmæssigt behov.

I de seneste år har vi set et fald i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det er meget glædeligt, at antallet af dræbte i trafikken sidste år kom ned på 220. Et historisk lavt niveau. Men regeringen har samtidig en klar ambition om, at den positive udvikling skal fortsætte.

Desværre ser vi stadig, at for høj hastighed er en medvirkende faktor i mange alvorlige trafikulykker. Rådet for Sikker Trafik anslår således, at hvert tredje trafikdrab vil kunne undgås, hvis alle overholdt hastighedsgrænserne.

Så skal det for alvor lykkes at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, er det nødvendigt at sætte massivt ind over for de bilister, som ikke kan finde ud af at overholde hastighedsgrænserne. Og er der noget, som får folk til at lette foden fra speederen, så er det en høj risiko for at blive fanget i en af politiets fartkontroller.

Samtidig er jeg også meget tilfreds med, at der via den kommende offerfond sikres penge til aktiviteter, der støtter trafikofrene. Pengene vil f.eks. kunne gives til foreninger, der arbejder for at hjælpe trafikofre videre i tilværelsen."

Transportminister Henrik Dam Kristensen siger:

"På en række konkrete strækninger vil vi nu rydde såkaldt "sorte pletter" af vejen. Det er steder i trafikken, hvor statistikken siger, at der er særlig stor risiko for uheld. Det kan skyldes, at trafikanterne bliver i tvivl om, hvor man skal placere sig i et kryds, eller hvor en vigepligt kommer uventet, så man tvinges til at reagere hurtigt.

Staten har gennem de senere år foretaget en målrettet indsats for at udbedre "sorte pletter". Denne indsats fortsættes og intensiveres nu med 14 konkrete tiltag over hele landet.

Det vil være til stor gavn for sikkerheden for de mange trafikanter, der hver dag kører på strækningerne. De vil kunne opleve en mere tryg og sikker trafik."

Baggrund

Regeringens nye initiativer for at styrke trafiksikkerheden
Udvidelse af politiets automatiske fartkontrol. Antallet af politiets ATK-biler - også kaldet fotovogne - firedobles over de kommende 18 måneder til i alt ca. 100 ATK-biler. Udvidelsen vil indebære en markant styrkelse af politiets automatiske fartkontrol og forventes at have en hurtigtvirkende og positiv effekt på færdselssikkerheden (læs nærmere nedenfor).
Prioritering af trafiksikkerhed på statsvejnettet. Der gennemføres en indsats for at forbedre trafiksikkerheden en række steder på statsvejnettet, herunder udbedring af "sorte pletter". I 2012 og 2013 vil regeringen forbedre trafikforholdene 14 konkrete steder, hvor risikoen for uheld er særlig stor, med midler fra Vejdirektoratets pulje til anlæg til fremme af sikkerhed og miljø.
Gennemførelse af flere "multikontroller". Politiet vil fremover gennemføre flere kontroller på eksempelvis motorveje, hvor et større antal bilister tages ind til rutinekontrol for bl.a. påvirkning af spiritus eller narkotika, brug af sele samt besiddelse af gyldigt kørekort mv.
Styrkelse af den forebyggende indsats. Den øgede kontrol følges op med forebyggende kampagner. Med henblik herpå afsættes der yderligere penge til bl.a. Rådet for Sikker Trafik.
Støtte og hjælp til ofre for trafikulykker. Fra den offerfond, som regeringen har besluttet at etablere, vil der også kunne ydes tilskud til aktiviteter, der kan hjælpe trafikofre videre i tilværelsen. Pengene vil f.eks. kunne gives til foreninger, der arbejder for at hjælpe trafikofre.
Fokus på "sorte pletter" ved politisk udmøntning af pulje til bedre trafiksikkerhed. I efteråret 2012 udmøntes ca. 70 mio. kr. fra puljen til bedre trafiksikkerhed, der udmøntes årligt i forligskredsen bag En grøn transportpolitik (S, RV, SF, V, DF, LA og K). Regeringen vil foreslå, at der udmøntes midler til en forøget indsats mod "sorte pletter", bl.a. ved anlæg af rundkørsler, krydsombygninger, venstresvingsbaner, bedre skiltning, dynamisk hastighedsskiltning, forbedring af oversigtsforhold m.m.

Der er tale om en bred vifte af nye initiativer fra regeringens side, der skal bidrage til en generel styrkelse af trafiksikkerheden. Hensynet til trafiksikkerheden var også årsagen til, at regeringen allerede inden sommerferien sørgede for at få annulleret den planlagte nedsættelse af aldersgrænsen for førere af lille knallert, som den tidligere regering fik vedtaget.

Færdselssikkerhedskommissionen forventes herudover at komme med en ny handlingsplan omkring slutningen af 2012, som vil indgå i regeringens videre arbejde med at styrke trafiksikkerheden og nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Politiets færdselsindsats og brug af automatiske fartkontrol (ATK)

Politiets seneste halvårstal viser en stigning i antallet af anmeldelser for overtrædelse af færdselsloven. Mens der i første halvår af 2011 blev anmeldt (registreret) 160.302 forseelser, blev der i samme periode i år anmeldt (registreret) 169.971 forseelser. Det svarer til en stigning på seks procent. Det skyldes politiets styrkede indsats på området. Tallene viser samtidig, at der fortsat er behov for en markant indsats for at højne færdselssikkerheden.

Politiet har i dag 26 ATK-biler (også kaldet fotovogne) fordelt over hele landet. Hver bil betjenes af en operatør med en politimæssig baggrund. Rigspolitiet er for tiden i gang med at modernisere bilerne, så de bliver udstyret med nyt digitalt fotoudstyr.

Det er i dag de enkelte politikredse, der i samarbejde med vejmyndighederne udvælger de vejstrækninger, hvor der gennemføres automatisk trafikkontrol. Udvælgelsen sker på grundlag af kriterier, som er fastlagt efter drøftelser mellem Transportministeriet, Vejdirektoratet, Justitsministeriet og Rigspolitiet.

De kriterier, der anvendes, er følgende:
ulykkesbelastede strækninger
skoleveje og veje ved institutioner
gennemfartsveje gennem mindre byer
veje med vejarbejde
vejstrækninger, hvor hastigheden giver anledning til utryghed

I regeringsgrundlaget fra oktober 2011 fremgår det, at regeringen vil styrke trafiksikkerheden ved at øge omfanget af den automatiske fartkontrol.

Som opfølgning herpå øges antallet af politiets ATK-biler med yderligere 75 ATK-biler i løbet af 2013, så det samlede antal biler når op på godt 100. De nye ATK-biler vil være udstyret med moderne digitalt fotoudstyr og vil ligesom de eksisterende ATK-biler blive indsat på udvalgte vejstrækninger.

I oktober 2011 afleverede Rigspolitiet et oplæg til rammerne for indførelse af en ordning med ubemandet, stationær ATK - de såkaldte "stærekasser" - som tog udgangspunkt i et scenarie med opsætning af ca. 500 "stærekasser" på landsplan. Baggrunden for oplægget var dels et forsøg med ubemandet, stationær ATK, gennemført på udvalgte vejstrækninger på Sjælland, dels en efterfølgende rapport fra DTU-Transport om automatisk hastighedskontrol, som bl.a. evaluerer det omtalte forsøg.

Det fremgår af Rigspolitiets oplæg fra oktober 2011, at indførelse af en sådan ordning med ubemandet, stationær ATK, vil være et meget komplekst, risikofyldt og dyrt (anlægs)projekt, som vil tage flere år at gennemføre. Desuden er der ny teknologi på vej i flere lande, som baserer sig på stræknings-ATK, dvs. hvor bilens gennemsnitshastighed måles over en længere stækning, frem for punkt-ATK, hvor bilens hastighed måles ved passeringen af en enkelt stærekasse.

Rigspolitiet har derfor peget på, at en hurtigere, billigere og mere fleksibel løsning vil være at udvide den eksisterende ordning med ATK-biler. Politiet har i forvejen stor erfaring med at bruge ATK-biler, som i kraft af deres mobilitet kan dække et større antal vejstrækninger. Mobiliteten giver samtidig mulighed for at flytte kontroltrykket rundt på vejnettet, når trafikbilledet og uheldsmønstret tilsiger det.

Regeringen har derfor besluttet at gennemføre en udvidelse af den eksisterende ordning med ATK-biler. Det sker for hurtigst muligt at opnå en forbedring af færdselssikkerheden og samtidig sikre politiet effektive muligheder for vedvarende at kunne sætte ind med fartkontrol på de strækninger, hvor der er størst behov.

Der vil samtidig blive igangsat et arbejde med henblik på at udarbejde en langsigtet strategi for brugen af ATK, herunder afdække perspektiverne ved en højere grad af skiltning og ved på sigt også at anvende mere ubemandet teknologi (stærekasser mv.). Der vil i den forbindelse også blive set på kriterierne for, hvor ATK kan anvendes til gavn for færdselssikkerheden.

For yderligere oplysninger kontakt kommunikationschef Emil Melchior på tlf. 4037 6737.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire