Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/11-12   -   Pressemeddelelse

Nye tiltag skal skabe hurtigere mentalundersøgelser i straffesager

Ny rapport peger på en række konkrete tiltag, som skal reducere sagsbehandlingstiden for mentalundersøgelser i straffesager. Det skal blandt andet ske ved at styrke samarbejdet mellem myndighederne og give et økonomisk incitament for at opfylde målsætningen for sagsbehandlingstiden. Rapporten viser samtidig, at der også i de kommende år vil være mangel på de speciallæger, der udarbejder mentalundersøgelserne. Selvom der gennem en årrække er iværksat en række tiltag for at øge antallet af speciallæger, forventes effekten heraf først at slå igennem efter 2020. Indtil dette tidspunkt vil det derfor ifølge rapporten ikke være realistisk at nedbringe sagsbehandlingstiden i alle sager til de seks uger, der hidtil har været målsætningen. De berørte myndigheder vil nu følge op på rapportens anbefalinger for så hurtigt som muligt at få nedbragt sagsbehandlingstiden.

Mentalundersøgelser bruges i straffesager, hvor der kan være grund til at formode, at den sigtede er sindssyg eller i øvrigt mentalt afvigende på en måde, som kan være af betydning for sagens afgørelse. Det har imidlertid i en årrække været forbundet med betydelige vanskeligheder at få udarbejdet mentalerklæringer inden for en rimelig tid.

Konsekvensen har været, at straffesager er trukket ud til skade for såvel ofrene som de sigtede, ligesom de lange sagsbehandlingstider i nogle tilfælde har været en medvirkende årsag til forlængelse af varetægtsfængslinger. En arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet peger nu på en række tiltag, der kan forbedre situationen.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Det er en stor belastning for et offer at gennemgå en lang straffesag, og den sigtede har også brug for en hurtig afklaring. Derfor bør vi gøre vores bedste for at minimere den tid, det tager, før domstolene kan nå til en afgørelse. Det har i en årrække taget for lang tid at få lavet en mentalundersøgelse, som ofte er et vigtigt element i en straffesag. Den udfordring vil vi nu tage fat på med afsæt i den række af konkrete tiltag, som arbejdsgruppen har foreslået med henblik på at sikre en mærkbar reduktion i sagsbehandlingstiden.

Blandt disse tiltag er et øget økonomisk incitament for overholdelse af tidsfristerne og øget anvendelse af mindre omfangsrige mentalundersøgelser, i sager hvor det vurderes forsvarligt.

Det står samtidig klart, at vi ikke fra den ene dag til den anden får sagsbehandlingstiderne helt derned, hvor vi gerne ville. Arbejdsgruppens undersøgelser peger bl.a. på, at mangel på psykiatriske speciallæger udgør et centralt problem for at skabe markant hurtigere sagsbehandlingstider. Selvom der i den senere tid er sat massivt ind for at øge antallet af speciallæger, vil der gå en årrække, før manglen på psykiatriske speciallæger er fortid.

Målet med de tiltag, der nu vil blive iværksat, er at sikre en mærkbar forbedring af sagsbehandlingstiden på kort sigt. På lang sigt skal den styrkede indsats for at uddanne flere speciallæger også bære frugt og give markant kortere sagsbehandlingstider for mentalundersøgelser."

Det er en stor belastning for et offer at gennemgå en lang straffesag, og den sigtede har også brug for en hurtig afklaring. Derfor bør vi gøre vores bedste for at minimere den tid, det tager, før domstolene kan nå til en afgørelse.
Rapportens konklusioner

Arbejdsgruppen om mentalundersøgelser konkluderer, at de væsentligste grunde til de lange sagsbehandlingstider i sager om mentalundersøgelser er en betydelig stigning i antallet af anmodninger om foretagelse af mentalundersøgelser kombineret med en betydelig mangel på psykiatriske speciallæger.

Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at antage, at den konstaterede stigning i antallet af anmodninger ikke skulle være velbegrundet, og dette antal vurderes derfor ikke at kunne reduceres nævneværdigt. Samtidig peger sundhedsmyndighedernes prognoser på, at der vil være mangel på psykiatriske speciallæger frem til i hvert fald 2020.

Det er herefter arbejdsgruppens vurdering, at mentalundersøgelser fremover må forventes at skulle udarbejdes i et antal, der mindst svarer til det, vi kender i dag, og at dette i en årrække vil skulle ske med en speciallægelig ressource, der ligeledes i det væsentlige svarer til den, der kendes i dag. På den baggrund er det arbejdsgruppens vurdering, at det ikke i den nærmeste fremtid vil være realistisk generelt at bringe sagsbehandlingstiden i alle typer af sager ned på de 6 uger, der hidtil har været målsætningen.
Omvendt er det arbejdsgruppens vurdering, at hvis der gennemføres en række justeringer af såvel organisatorisk som sagsbehandlingsmæssig art, vil det inden for de givne rammer være muligt at reducere de nuværende sagsbehandlingstider mærkbart.
Arbejdsgruppens anbefalinger til sådanne justeringer omfatter bl.a. organisatoriske ændringer, der skal være med til at sikre såvel det faglige niveau som et effektivt samarbejde mellem de berørte myndigheder.

Det anbefales endvidere, at det ved fastlæggelse af principperne for honorering af arbejdet med mentalerklæringer sikres, at der er et økonomisk incitament til at efterleve de fastsatte tidsfrister. Det anbefales i den forbindelse, at den nuværende frist på 6 uger fastholdes for så vidt angår varetægtsfængslede og unge under 18 år. For øvrige ambulante mentalundersøgelser anbefales det - i lyset af de nuværende speciallægelige ressourcer - at tidsfristen fastsættes til 8 uger.

Med henblik på at fjerne unødige ekspeditioner og minimere tidsspilde indeholder arbejdsgruppens rapport endvidere en række anbefalinger vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet, ligesom det anbefales, at der i visse typer af sager i videre omfang end i dag udarbejdes såkaldte minierklæringer eller supplerende erklæringer, som er betydeligt mindre tidskrævende end en fuldstændig mentalerklæring.

Baggrund

Det følger af retsplejelovens § 809, stk. 1, at sigtede i en straffesag skal underkastes en mentalundersøgelse, når det findes at være af betydning for sagens afgørelse.
Afhængigt af i hvilken politikreds straffesagen behandles, foretages (ambulante) mentalundersøgelser.

på en retspsykiatrisk afdeling på grundlag af en generel aftale mellem Justitsministeriet og de pågældende regioner (området vest for Storebælt),
på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik (hovedstadsområdet), eller
af enkelte psykiatriske speciallæger på baggrund af individuelle aftaler mellem politiet og de pågældende psykiatere (det resterende område øst for Storebælt).
Der har over de seneste 10 år med jævne mellemrum været rejst kritik af sagsbehandlingstiden i sager om foretagelse af mentalundersøgelser. Der har således i hele landet været problemer med at få gennemført ambulante mentalundersøgelser inden for den tidsfrist på 6 uger, der er fastlagt i aftalerne mellem Justitsministeriet og regionerne og i Rigsadvokatens meddelelse om behandlingen af sådanne sager. De lange sagsbehandlingstider medfører, at mange straffesager trækker betydeligt ud, ligesom også varetægtsfængslinger efter omstændighederne bliver af længere varighed, end det ellers ville have været nødvendigt.

Justitsministeriet nedsatte på den baggrund i juni 2010 en arbejdsgruppe om sagsbehandlingstider ved foretagelse af mentalundersøgelser. Arbejdsgruppen har haft deltagelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriet (nu Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse), Justitsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, hver af de fem regioner, Rigsadvokaten, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigspolitiet og Retspsykiatrisk Klinik.
Arbejdsgruppen har haft til opgave på baggrund af tilgængeligt talmateriale og oplysninger om nuværende arbejdsgange at komme med mulige løsningsmodeller, herunder mulige ændringer i arbejdsgange, som kan medvirke til at nedbringe ventetiderne på mentalundersøgelser.

Journalister kan kontakte kommunikationschef Emil Melchior på 4037 6737.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire