Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/11-12   -   Pressemeddelelse

Søgninger i tinglysningssystemet bliver gratis

I dag kan alle få adgang til oplysninger i tinglysningssystemet via internettet. Men der opkræves stadig retsafgifter for at søge på oplysninger om bl.a. fast ejendom. Det opleves af mange som tungt og bureaukratisk. Et nyt lovforslag vil derfor gøre søgninger i systemet gratis.

Er der særlige begrænsninger for, hvordan jeg må bruge den ejendom, jeg overvejer at købe? Er ejendommen for eksempel fredet, eller har nogen ret til at færdes over min grund? Hvem ejer ejendommen, og hvordan er den belånt?

Det er nogle af de spørgsmål, som mange potentielle boligkøbere gerne vil have svar på, inden de skriver under på slutsedlen. Men når man i dag går på nettet for at søge oplysninger i tinglysningssystemet, skal man først gennem en betalingsside og betale en afgift på mellem 30 kr. og 120 kr. for at få adgang til informationerne. Fremgangsmåden, som er et levn fra dengang, hvor tingbøgerne lå på et dommerkontor, opleves i dag af mange brugere som tung og bureaukratisk.

Derfor er justitsminister Morten Bødskov nu klar med et nyt lovforslag om at gøre søgninger i tinglysningssystemet gratis. Forslaget er netop sendt i høring og forventes fremsat inden jul.

Justitsminister Morten Bødskov siger:
"Med forslaget giver vi nu fri adgang til oplysningerne i tinglysningssystemet - til gavn for alle brugere. I dag skal man betale, hver gang man ønsker adgang til oplysninger om for eksempel fast ejendom. Det gør vi nu gratis, så det fremover bliver lettere at indhente relevante oplysninger eksempelvis i forbindelse med et boligkøb. For at finansiere forslaget justerer vi samtidig den faste del af tinglysningsafgiften. Der er tale om en modernisering og forenkling af afgiftssystemet, hvor vi samler alle omkostninger forbundet med tinglysning under et."

Markant forenkling
Med omlægningen foretages en markant forenkling og modernisering af afgiftssystemet, hvilket samtidig skal sikre, at flere bruger de oplysninger, der ligger i systemet. I dag betaler man således separate, mindre afgifter for at få oplyst, om der er tinglyst noget, samt for at se, hvad der er tinglyst og få en udskrift heraf. Hvis forslaget vedtages, bliver dette fremover gratis. Derimod skal man fortsat betale tinglysningsafgiften, som er forbundet med selve tinglysningen.

Forslaget vil medføre et finansieringsbehov for staten på omkring 280 mio. kr. om året, bl.a. som følge af afskaffelsen af opslagsafgiften mv., som vil medføre mindreindtægter for staten. For at finansiere lovforslaget foreslås det at justere den faste del af tinglysningsafgiften fra 1.400 kr. til 1.660 kr.

Lovforslaget indeholder desuden en udvidelse af ordningen om virksomhedspant, som har til hensigt at skabe bedre kreditfaciliteter for erhvervslivet. Det skal ske dels ved at gøre det muligt at lade indregistrerede biler, der tilhører en bilforhandler, være omfattet af et virksomhedspant. Dels ved at indføre mulighed for at anvende ejerpantebreve i forbindelse med virksomhedspant.

Baggrund
Tingbogen blev digitaliseret i september 2009. Herefter fulgte bilbogen i november 2010, og sidst fulgte personbogen og andelsboligbogen i marts 2011. Alle tingbøgerne kan i dag tilgås via Den Digitale Tinglysning på www.tinglysning.dk.

Tinglysning - hvad er det?
Tinglysning er en officiel registrering af rettigheder. Med tinglysning sikrer du dig, at tredjemand også skal respektere din rettighed. I tingbogen tinglyses rettigheder over fast ejendom. Her finder du bl.a. oplysninger om, hvem der er ejer af ejendommen, hvem der har pant i ejendommen, og om der er foretaget udlæg i ejendommen. Endvidere kan du se, om der er tinglyst servitutrettigheder, dvs. forskellige begrænsede rettigheder over fast ejendom, for eksempel fredning, færdselsret, jagtret, aftægtsret og forkøbsret.

Afgiftsstrukturen i dag
Reglerne om afgift for opslag i tingbogen, personbogen og andelsboligbogen følger af retsafgiftslovens § 49 a. Afgiften udgør 30 kr. pr. opslag og 120 kr. for et fuldt opslag vedrørende en fast ejendom. Opslag i bilbogen er derimod afgiftsfritaget. Denne ordning blev indført i forbindelse med digitaliseringen af bilbogen, hvor det samtidig blev gjort pligtmæssigt i visse situationer at foretage opslag i bilbogen (forud for udbetaling af forsikringserstatning).

For adgang til eller udskrift af de akter, der ligger til grund for den foretagne tinglysning, svares der 175 kr., jf. retsafgiftslovens § 48.

Til hovedreglen om afgiftsbetaling ved opslag i tingbøgerne gælder der visse undtagelser, herunder bl.a. at afgiftsfri opslag kan foretages af ejendommens ejer, og at opslag, der foretages fra terminaler ved retterne, er afgiftsfri. Endvidere falder opslagsafgiften konkret bort, hvis der inden for 6 dage fra et automatisk opslag foretages anmeldelse til tinglysning.

Udover ovenstående afgifter opkræves et særskilt gebyr på 7 kr. for udsendelse af et orienteringsbrev til ejendommens ejere i forbindelse med tinglysning af pant foretaget af en autoriseret anmelder. Også dette særskilte omkostningsbestemte gebyr foreslås afskaffet i forbindelse med afgiftsomlæggelsen.

Økonomien i forslaget
Forslaget om gratis søgninger i tinglysningssystemet mv. medfører et finansieringsbehov på omkring 280 mio. kr. om året. Med lovforslaget foretages finansieringen ved en samtidig justering af den faste del af tinglysningsafgiften, som opkræves i forbindelse med tinglysninger i forhold til nye rettigheder. Afgiften udgør på nuværende tidspunkt 1.400 kr. For at sikre en omkostningsneutral omlægning, forhøjes den faste del af tinglysningsafgiften med 260 kr. fra 1.400 kr. til 1.660 kr.

For yderligere oplysninger henvises til kommunikationsmedarbejder Tina Lysdahl Hansen på telefon 2069 0893.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire