Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/12-12   -   Pressemeddelelse

Ny handlingsplan skal sikre gode fodboldoplevelser til alle

Justitsminister Morten Bødskov, Divisionsforeningen, DBU, fanklubberne og Rigspolitiet vil værne om den positive fankultur ved at sætte effektivt ind mod de - få - voldelige elementer, der benytter fodboldkampe som påskud for at skabe ballade. De fem centrale aktører står med en ny omfattende handlingsplan nu sammen om at sikre gode fodboldoplevelser for alle. Handlingsplanen sætter bl.a. ind mod den lille hårde kerne af ballademagere, som indimellem lykkes med at ødelægge oplevelsen for de mange.

Divisionsforeningen, DBU, fanklubberne, Rigspolitiet og Justitsministeriet står sammen om en omfattende handlingsplan med 21 konkrete initiativer. Planen sætter målrettet ind mod den lille hårde kerne af ballademagere, som opsøger fodboldkampe med det ene formål at lave ballade og ødelægge oplevelsen for de mange.

Blandt initiativerne er:

En forbedring af den eksisterende karantæneordning, så der bliver styrkede muligheder for at give karantæne i de groveste tilfælde, og kontrollørerne får bedre mulighed for at håndhæve karantæner.
En hårdere kurs mod de enkelte karantæneramte, bl.a. ved at udvide karantænezonen for udebanefans fra 500 meter til 3 kilometer fra det sted, hvor fodboldkampen spilles, samt give mulighed for at forlænge karantæner ved overtrædelse af karantænevilkår.
Et forstærket samarbejde mellem klubber og politi, bl.a. ved at klubberne forpligter sig til i forbindelse med planlægning af kampprogrammet at drøfte sikkerhedsmæssige aspekter heraf med politiet.
En styrket politiindsats, hvor politiet bl.a. fremover kan stille konkrete krav til den sikkerhedsmæssige afvikling af fodboldkampe, samt får mulighed for i helt særlige tilfælde at flytte kamptidspunktet, hvis det er nødvendigt for at beskytte væsentlige samfundsmæssige interesser, herunder enkeltpersoners sikkerhed.
Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Jeg elsker fodbold og holder meget af at stå på stadion og nyde den gode stemning. Desværre er der nogle få ballademagere, som indimellem ødelægger fodboldoplevelsen for de mange. Det skal der sættes effektivt ind over for. Derfor fremlægger vi i dag - efter et godt forløb, hvor alle relevante aktører har bidraget konstruktivt - en stærk handlingsplan med en række initiativer, som vi allesammen står bag. Formålet er at gøre op med de få uroskabende elementer uden samtidig at genere de mange, som bare gerne vil nyde en god fodboldoplevelse."

Formand for Divisionsforeningen Thomas Christensen udtaler:

"Fra vores undersøgelse blandt Superligatilskuere ved vi, at 99 % af tilskuerne til Superligakampe ikke føler sig usikre på stadion, men vi ved, at det afholder mange fra at komme på stadion, at de har et indtryk af, at det er forbundet med usikkerhed. Derfor er vi utrolig glade for, at handlingsplanen fokuserer der, hvor en lille kerne udviser uacceptabel adfærd, nemlig uden for stadion. Vi er glade for, at politiet får bedre værktøjer, og vi er glade for, at vores kontrollører får bedre værktøjer til at sikre den gode fodboldoplevelse."

Formand for DBU Allan Hansen udtaler:

"Hos DBU er vi glade for den politiske interesse, der har været med til at bane vejen for et konstruktivt samarbejde om at skabe en mere tryg fodboldoplevelse. Med handlingsplanen får politiet og klubberne de rette redskaber til at skabe tryghed omkring afviklingen af fodboldkampe, og vi får samtidig en mere effektiv lovgivning til at støtte op om indsatsen."

Formand for Danske Fodbold Fanklubber Rasmus Trenskow udtaler:

"Fanklubberne er tilfredse med det samarbejde, der har været om handlingsplanen. Vi føler, at vi er blevet inddraget og hørt. For os er det helt afgørende, at vi får rettet fokus mod den gode fodboldoplevelse. Det kan vi konkret bidrage til ved at udbrede vores gode erfaringer med håndtering af udebanefans og fodboldfans generelt."

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg udtaler:

"Politiet har i dag et godt samarbejde med fodboldklubberne omkring afviklingen af kampe, men vi må erkende, at der et problem med en lille gruppe uromagere, der bevidst søger konfrontationen. Nu får vi en række nye værktøjer til at sætte målrettet ind. Det gælder fx muligheden for at stille konkrete krav til sikkerheden ved afvikling af kampe og i helt særlige tilfælde flytning af kamptidspunktet."

Baggrund

I foråret 2012 tog justitsminister Morten Bødskov initiativ til en åben dialog om, hvordan fodbold ved en fælles indsats af de relevante aktører kan afvikles under fredelige forhold. Baggrunden var et konkret tilfælde af omfattende uroligheder i forbindelse med en fodboldkamp i Aalborg i marts 2012, hvor byen blev ramt af uro, og kampen måtte afbrydes flere gange på grund af uroligheder forårsaget af uromagere.

Der har været afholdt en række møder med bl.a. Divisionsforeningen, DBU, fanklubberne, politiet og en række Superligaklubber, som har resulteret i en lang række gode ideer og forslag til initiativer. Det er bl.a. disse ideer og forslag, som har dannet grundlag for den fælles handlingsplan.

Med handlingsplanen påtager parterne bag planen sig et fælles ansvar for at sikre gode fodboldoplevelser for alle og få gjort op med det mindretal af urolige elementer, som indimellem lykkes med at ødelægge oplevelsen for de andre.

Målet med handlingsplanen er først og fremmest at værne om og fastholde den positive fankultur og den gode stemning, som kendetegner de danske fodboldstadions.

Derfor er mange af initiativerne særligt målrettet den lille hårde kerne af ballademagere, som opsøger fodboldkampe med det ene formål at skabe så meget uro som muligt til stor gene for fodboldfans, fodboldklubberne og ikke mindst de personer, som bor i områderne omkring stadions. Denne lille gruppe skal bekæmpes effektiv og konsekvent, så den ikke ødelægger fodboldoplevelsen for de mange.

De initiativer, som kræver lovgivningsmæssige ændringer vil blive gennemført med et lovforslag, som regeringen forventer at fremsætte i foråret 2013.

Parterne bag handlingsplanen vil efter et passende tidsrum indgå i en dialog og vurdere, om de nye initiativer fungerer efter hensigten.

Journalister kan kontakte kommunikationschef Emil Melchior på telefon 40 37 67 37 for yderligere oplysninger.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire