Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/01-13   -   Pressemeddelelse

Justitsminister drøfter indsats mod økonomisk kriminalitet i EU

Der er brug for, at EU styrker den fælles indsats til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Det mener justitsminister Morten Bødskov, der i dag drøfter udfordringerne med stigende økonomisk kriminalitet med sine EU-kolleger.

"En af de største udfordringer for vores samfund som helhed er den stigende økonomiske kriminalitet, der er fulgt i kølvandet på den finansielle krise. Den økonomiske kriminalitet betyder store tab for de personer og virksomheder, der bliver ramt, og den har alvorlige samfundsmæssige konsekvenser. Vi skal have stoppet de kriminelle i jakkesæt, som prøver at snyde og bedrage med andre folks penge," siger justitsminister Morten Bødskov.

Truslen fra økonomisk kriminalitet imødegås

Justitsminister Morten Bødskov peger på, at der allerede i dag på EU-plan er taget en række initiativer for at imødegå truslen fra økonomisk kriminalitet.

Et vigtigt tiltag er et forslag om at styrke mulighederne for indefrysning og konfiskation af udbytte fra kriminalitet. Et andet vigtigt tiltag er den europæiske efterforskningskendelse, som vil betyde et væsentligt hurtigere samarbejde om efterforskning af kriminalitet på tværs af grænserne i Europa. Danmark vil dog som udgangspunkt ikke blive omfattet af disse initiativer på grund af retsforbeholdet.

"Det er vigtigt, at vi i EU hele tiden tænker utraditionelt og giver vores myndigheder de redskaber, som de skal bruge for at imødegå de ofte meget komplicerede konstruktioner, de kriminelle tager i brug for at skjule deres aktiviteter rundt om i Europa," siger justitsminister Morten Bødskov.

Ny dansk pakke mod økonomisk kriminalitet

I Danmark har regeringen også netop lanceret en samlet pakke, der skal sikre de bedst mulige betingelser for at forebygge, efterforske og retsforfølge økonomisk kriminalitet.

Med pakken forhøjes strafferammen for kursmanipulation og bestikkelse. Der skabes bedre mulighed for at frakende kriminelle retten til at drive virksomhed i selskabsform, og politiet får nye redskaber til at spore ulovlige pengestrømme og efterforske organiseret økonomisk kriminalitet. For eksempel udvides politiets og anklagemyndighedens mulighed for at få direkte adgang til oplysninger om økonomiske eller erhvervsmæssige forhold hos SKAT, eksempelvis om en persons ejerskab af fast ejendom, køretøjer og værdipapirer.

Yderligere information

Journalister kan kontakte kommunikationschef Emil Melchior på 4037 6737.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire