Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/01-13   -   Pressemeddelelse

Udslusning i fodlænke skal skabe færre gengangere i fængslerne

Fremover skal indsatte kunne udsluses i fodlænke i eget hjem. Det er et af elementerne i det lovforslag, som justitsminister Morten Bødskov fremsætter i Folketinget i dag. Målet er at skabe færre ofre for kriminalitet ved at forebygge, at dømte falder tilbage i ny kriminalitet.

Justitsminister Morten Bødskov fremsætter i dag et lovforslag, som udmønter den brede politiske aftale, som regeringen indgik med Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative i november 2012.

Med lovforslaget kan indsatte, der ikke vurderes at være i risiko for at begå ny kriminalitet, fremover få mulighed for at afsone den sidste del af deres fængselsdom i fodlænke i eget hjem. På den måde får den dømte mulighed for gradvist at vænne sig til overgangen fra et liv bag tremmer til en tilværelse i frihed. Eksempelvis vil dømte kunne begynde på en uddannelse eller på et arbejde, mens de fortsat afsoner.

"Der er alt for mange dømte, som falder tilbage til ny kriminalitet igen efter løsladelsen - og det resulterer hver gang i nye ofre. Den udvikling skal vendes. Derfor indfører vi nu, som et af en række nye tiltag, mulighed for gradvis udslusning i fodlænke for indsatte, der ikke vurderes at være i risiko for at begå ny kriminalitet. Det skal gøre overgangen fra fængsel til frihed mindre brat og være med til at sikre, at der bliver færre gengangere i fængslerne og dermed færre ofre for kriminalitet," siger justitsminister Morten Bødskov.

Som et andet element i lovforslaget udvides fodlænkeordningen samtidig, så domme på indtil 6 måneders fængsel fremover vil kunne afsones i fodlænke mod i dag 5 måneder, hvis den enkelte i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Den pågældende skal således vurderes ikke at ville begå ny kriminalitet, ligesom der stilles krav til vedkommendes boligsituation og beskæftigelsesforhold.

Et tredje element er, at Kriminalforsorgen fremover skal have bedre mulighed for at bekæmpe indsmugling af eksempelvis narkotika og mobiltelefoner i fængslerne. Ansatte i Kriminalforsorgen får således mulighed for at klappe og føle uden på det tøj, som besøgende til indsatte er iført. Dette er ikke muligt i dag.

Baggrund om fodlænkeordningen

Elektronisk fodlænke blev indført som afsoningsform i Danmark i 2005 og har til formål at give personer, der idømt en kortere fængselsstraf, mulighed for at afsone på bopælen. Det nye lovforslag lægger op til, at indsatte - som afslutning på et afsoningsforløb - kan søge om at blive udsluset i fodlænke, hvis den enkelte indsattes familieforhold, afsoningsforløb eller hensynet til den pågældendes resocialisering taler for det. Der må herudover ikke være risiko for, at den pågældende i forbindelse med udslusning i fodlænke vil begå ny kriminalitet, ligesom hensynet til retshåndhævelse ikke må tale imod udslusningen.

Yderligere information

Kommunikationschef Emil Melchior, telefon 4037 6737.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire