Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/06-13   -   Pressemeddelelse

Kursen over for fodboldbøller strammes

Ny lov styrker indsatsen mod uroligheder i forbindelse med fodboldkampe. Et af hovedelementerne i loven er en skærpelse af karantænereglerne. Justitsminister Morten Bødskov er tilfreds med, at der nu kan sættes hårdere ind over for fodboldbøllerne.

Folketinget har i dag vedtaget en lov, som betyder, at kursen over for den lille kerne af voldelige fodboldbøller, der indimellem skaber ballade og utryghed i forbindelse med fodboldkampe, skærpes.

Et af de helt centrale elementer i loven er en stramning af de eksisterende karantæneregler. Fremover bliver det således lettere at give karantæne til fodboldbøller, ligesom karantænezonen i forhold til udebanefans bliver udvidet fra 500 meter til 3000 meter.

Udvidelsen af karantænezonen i forhold til udebanefans betyder konkret, at karantæneramte fremover ikke må opholde sig indtil 3000 meter fra stadion i seks timer før og seks timer efter en kamp, når den klub, som en karantæneramt person er tilhænger af, spiller på udebane.

Loven gør det desuden muligt fremover at forlænge en karantæne, hvis en karantæneramt person overtræder karantænen. En overtrædelse af karantænen vil derfor - ud over en strafferetlig sanktion - også kunne medføre en forlængelse af karantænen på op til seks måneder.

Med forslaget får politiet som noget nyt også mulighed for at give fodboldklubberne påbud om den sikkerhedsmæssige afvikling af konkrete fodboldkampe, ligesom politiet i helt særlige tilfælde vil kunne give klubberne påbud om at flytte afviklingstidspunktet for en fodboldkamp.

Loven forbedrer også kontrollørerne og politiets muligheder for at håndhæve karantæner.

Med loven gennemføres en række initiativer fra den fælles handlingsplan "Gode fodboldoplevelser for alle", der blev præsenteret af Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU), Danske Fodbold Fanklubber, Rigspolitiet og Justitsministeriet den 12. december 2012. Handlingsplanen indeholder mere end 20 konkrete initiativer, som skal medvirke til at sikre positive fodboldoplevelser for alle ved bl.a. at sætte hårdt ind over for det lille mindretal af ballademagere, som opsøger fodboldkampe med det formål at skabe uro.

Handlingsplanen blev udarbejdet i et samarbejde mellem Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU), Danske Fodbold Fanklubber, Rigspolitiet og Justitsministeriet.
Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Jeg er meget tilfreds med, at Folketinget nu har vedtaget en række lovændringer, som sikrer, at både politiet og fodboldklubberne fremover får bedre mulighed for at skride effektivt ind over den lille hårde kerne af uromagere, som indimellem benytter fodboldkampe som påskud for at lave ballade.

Loven gennemfører en række initiativer i den fælles handlingsplan "Gode fodboldoplevelser for alle", som jeg i december måned sidste år præsenterede sammen med Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU), Danske Fodbold Fanklubber og Rigspolitiet. Jeg vil endnu engang gerne kvittere for det gode og konstruktive samarbejde omkring udarbejdelsen af handlingsplanen."

Fakta om hovedelementerne i loven

Skærpet kurs over for personer, der er meddelt generel karantæne
Lovændringen indebærer en skærpet kurs over for personer, der er meddelt en generel karantæne efter loven. Den nuværende karantænezone på 500 meter udvides til 3000 meter i forhold til udebanefans, og der vil blive mulighed for - som supplement til en strafferetlig sanktion - at forlænge meddelte karantæners varighed med op til seks måneder, hvis karantænen overtrædes.

Ændringer i den eksisterende karantæneordning
Loven indebærer en række ændringer af den eksisterende karantæneordning. Det vil således bl.a. blive lettere at meddele karantæne i tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om mere alvorlig kriminalitet begået i forbindelse med en bestemt idrætsbegivenhed. Herudover får politiet hjemmel til at optage personfotos i alle tilfælde, hvor der meddeles karantæne efter loven, uanset om retsplejelovens almindelige betingelser for fotooptagelse er opfyldt.

Udveksling af oplysninger om klubkarantæner
Endelig indeholder loven en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at fodboldklubbernes autoriserede kontrollører i et vist omfang skal kunne udveksle og behandle oplysninger om, hvilke personer der er meddelt klubkarantæner.

Nye redskaber til politiet
Politiet får med loven nye redskaber til at forhindre, at der opstår uroligheder i forbindelse med idrætsbegivenheder omfattet af loven. Politiet vil således fremover på baggrund af en konkret risikovurdering kunne give en arrangør et påbud om den sikkerhedsmæssige afvikling af en bestemt idrætsbegivenhed. Politiet vil desuden i helt særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt for at beskytte væsentlige samfundsinteresser, herunder enkeltpersoners sikkerhed, kunne give påbud om flytning af afviklingstidspunktet for en bestemt idrætsbegivenhed.

Kontakt

Journalister kan kontakte kommunikationschef Emil Melchior, telefon: 4037 6737

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire