Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/06-13   -   Pressemeddelelse

Bødskov til EU: Danmark bør fortsat være med i Europol

Justitsminister Morten Bødskov har i dag på et rådsmøde i EU tilkendegivet, at den danske regering har en klar målsætning om, at Danmark fortsat bør have en plads i Europol-samarbejdet. Justitsministeren er samtidig positivt indstillet over for et øget samarbejde i indsatsen mod foreign fighters.

EU-kommissionen har fremsat et forslag til nye regler for Europol. Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke omfattet af de nye regler, og står derfor til at måtte forlade Europol, når og hvis reglerne træder i kraft.

Netop Europol var på dagsordenen i dag, da EU's indenrigsministre trådte sammen i Luxembourg. Her gjorde justitsminister Morten Bødskov det klart for de andre medlemslande, at Danmark har en klar interesse i fortsat at være med.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Det er bekymrende, at retsforbeholdet betyder, at Danmark står til at måtte forlade det vigtige Europol-samarbejde. Kampen mod grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme kræver et tæt samarbejde mellem landene. Jeg har derfor også klart tilkendegivet over for mine kolleger i EU, at regeringens holdning er, at Danmark også fremover skal være med i Europol."

Regeringen ønsker at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Det vil betyde, at Danmark selv vil kunne vælge, om man ønsker at deltage i det nye Europol. Danmark kan også søge om at blive tilknyttet de nye regler om Europol ved en parallelaftale, men Danmark har ikke krav på en parallelaftale. Danmark har seks gang søgt om en parallelaftale. Fire gange har Danmark fået tilsagn, og to gange er der givet afslag.

Forslaget er først lige fremsat, og det er endnu for tidligt at lægge sig fast på den rigtige løsning. Det må forventes, at forhandlingerne vil tage nogen tid, og at forslaget tidligst vil blive vedtaget i 2014. På rådsmødet var der en indledende drøftelse af forslaget.



Fælles EU-front mod foreign fighters

Forud for rådsmødet deltog justitsminister Morten Bødskov i et møde med ministerkolleger fra bl.a. Tyskland og Storbritannien om de såkaldte 'foreign fighters', personer der deltager i væbnede konflikter i udlandet. På rådsmødet i dag præsenterede EU's antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove, også et diskussionsoplæg om emnet med særlig fokus på situationen i Syrien. Der var blandt medlemsstaterne generel opbakning til antiterrorkoordinatorens oplæg.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Det er meget bekymrende, at så mange personer rejser til Syrien for at deltage i væbnede konflikter. Disse unge mænd - ofte med militante islamiske synspunkter - modtager kamptræning og gennemgår en yderligere radikalisering. Det bekymrer både mig og vores efterretningstjenester. Regeringen prioriterer indsatsen mod foreign fighters højt og er positivt indstillet over for et tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere om at håndtere udfordringerne på området."

Diskussionsoplægget indeholder en række anbefalinger til nye initiativer, som kan styrke indsatsen mod foreign fighters. Anbefalingerne handler bl.a. om forebyggelse af radikalisering og motivation for at tilslutte sig kampene i Syrien, orientering om de barske forhold under kampene i Syrien, styrkelse af kommunikationen omkring EU's eksisterende indsats på området samt støtte til de personer, der vender tilbage fra kampene.

Desuden er der anbefalinger om en gennemgang af EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme med henblik på at vurdere, om der er behov for selvstændigt at kriminalisere træning til at begå terrorisme.


Kontakt

Journalister kan kontakte kommunikationschef Emil Melchior på 4037 6737.

Relevant information

http://www.justitsministeriet.dk


Pressekontakt


Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire