Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/10-13   -   Pressemeddelelse

Udvalg vil skærpe kravene til kørelæreres kompetencer

Skærpede krav for at opnå godkendelse som kørelærer og krav om obligatorisk efteruddannelse. Det er de centrale anbefalinger fra et udvalg, der tirsdag har afgivet en rapport med anbefalinger til revision af kørelæreruddannelsen. Rapporten er nu sendt i høring med henblik på at kunne danne grundlag for fremsættelse af et lovforslag senere på året.

For at styrke indsatsen for bedre sikkerhed i trafikken foreslår udvalget i en ny rapport at skærpe kravene for at opnå godkendelse som kørelærer. De nye tiltag er bl.a.:

Kørelærere skal fremover have gennemført et pædagogisk grundforløb med fokus på voksenuddannelse svarende til 120 timer. I dag er der ingen formelle uddannelseskrav for at blive kørelærer.
Kørelærere skal fremover være 24 år - mod i dag 21 år. Aldersgrænsen for at få kørekort er for flere typer køretøjer, herunder stor motorcykel, som udgangspunkt 24 år. Udvalget mener, at aldersgrænsen for kørelærere i fremtiden bør flugte med denne aldersgrænse.
Kørelærere skal fremover have kørekort til flere kørekortkategorier - i dag skal man alene have kørekort til den eller de kategorier, man ønsker at blive uddannet i. Et bredt kendskab til flere typer af køretøjer vil give kørelærerne bedre mulighed for at sikre elevernes forståelse for andre køretøjers særlige forhold.
Kørelærere skal løbende på efteruddannelse. Der er i dag ikke obligatorisk krav om efteruddannelse som betingelse for fornyelse af godkendelsen som kørelærer. Det vil der komme fremover.
Justitsminister Morten Bødskov udtaler:

"Kørelærernes kompetencer er selvfølgelig af meget væsentlig betydning for fremtidige bilisters færdigheder på vejene og dermed også i den fremtidige trafiksikkerhed.

Jeg er enig i, at vi fremadrettet bør stille større krav til bl.a. kørelærernes pædagogiske baggrund og deres viden om forskellige typer køretøjer. Jeg synes også, at kravet om løbende obligatorisk efteruddannelse af kørelærerne er fornuftigt, så man med faste intervaller får styrket sine kompetencer."

Udvalgets rapport er tirsdag blevet sendt i høring hos relevante organisationer mv. Når høringsfasen er overstået, vil regeringen fremsætte et lovforslag, der følger op på rapporten og de indkomne høringssvar.

Baggrund

Justitsministeriet besluttede i maj 2013 at nedsætte et udvalg, som skulle komme med konkrete forslag til ændringer af kørelæreruddannelsen med udgangspunkt i, at uddannelsen fortsat skal foregå i et privat regi.

Udvalgets opgaver er beskrevet således i kommissoriet:

"Der nedsættes under Justitsministeriet et udvalg, der har til opgave at komme med konkrete forslag til ændringer af kørelæreruddannelsen, der kan bidrage til at højne kvaliteten i køreundervisningen. Udvalget skal tage udgangspunkt i, at uddannelsen fortsat skal foregå i et privat regi.

Udvalget skal udarbejde udkast til sådanne nye lovregler og administrative forskrifter, som måtte være nødvendige for at gennemføre udvalgets forslag til ændring af kørelæreruddannelsen.

Udvalget skal desuden overveje, om der i tilknytning til ændringer i kørelæreruddannelsen også er behov for at justere den almindelige køreuddannelse, herunder navnlig med henblik på øget holdningsbearbejdelse af nye bilister.

Såfremt udvalget finder, at der er behov for en ændring af den almindelige køreuddannelse, skal udvalget udarbejde udkast til relevante nye lovregler eller administrative forskrifter.

Udvalget skal vurdere eventuelle økonomiske og administrative konsekvenser af udvalgets forslag og anbefalinger og overveje mulig finansiering af eventuelle merudgifter."

Udvalget har i sin første delrapport fokuseret på kravene til at opnå godkendelse som kørelærer og spørgsmålet om indførelse af obligatorisk efteruddannelse, og der peges på, at der bør ske en skærpelse af kravene til at bliv kørelærer.

Udvalget foreslår bl.a.:

1. Der bør som en ny betingelse for at kunne starte på kørelæreruddannelsen stilles krav om, at man har gennemført et pædagogisk grundforløb med fokus på voksenundervisning svarende til mindst et modul på 120 timer. Der vil ved bekendtgørelse skulle fastsættes nærmere regler for kravene til det pædagogiske grundforløb, herunder for meritgivende forhold og uddannelser, der må anses for at opfylde kravet om pædagogisk grundforløb.

Der gælder i dag ingen formelle uddannelseskrav for at kunne opnå godkendelse som kørelærer.

2. Det bør stilles krav om, at man inden opstarten på kørelæreruddannelsen skal have (haft) kørekort til kategori A (stor motorcykel), B (personbil), C og C/E (stor lastbil og stort påhængskøretøj) samt erhvervskort (erhvervsmæssig personbefordring). Herved sikres det, at kørelæreren har et bredt kendskab til langt de fleste køretøjstyper og derfor bedre end i dag til eleverne kan videregive forståelsen for disse køretøjers særlige forhold.

Der gælder i dag kun krav om, at man har kørekort til den/de kategorier, som man ønsker at blive uddannet som kørelærer i.

3. Man bør fremover først kunne opnå godkendelse som kørelærer, når man er fyldt 24 år.

Det følger af 3. kørekortdirektiv, at mindstealderen for flere køretøjer, herunder kørekort til kategori A (stor motorcykel), i dag er sat til 24 år, hvorfor udvalget finder, at dette er en passende mindstealder for en kørelærer, der skal have forståelse for flere køretøjsarter og skal kunne fungere som rollemodel og holdnings- og adfærdsbearbejdende lærer.

Der gælder i dag et krav om, at man er 21 år.

4. Fornyelse af godkendelsen som kørelærer skal fortsat sker hvert 5 år, men skal fremover betinges af, at man løbende under sit virke som kørelærer efteruddannes.

Udvalget finder således, at den løbende fornyelse af kørelærergodkendelsen bør betinges af 5 dages efteruddannelse, der som udgangspunkt bør ligge i det sidste kalenderår før fornyelsesdatoen. Den nærmere regulering af efteruddannelsen vil blive fastsat i bekendtgørelsesform.

Der er i dag ikke obligatorisk krav om efteruddannelse som betingelse for fornyelse af godkendelsen som kørelærer.

Pressekontakt

Emil Melchior
Kommunikationschef
  4037 6737

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire