Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/11-13   -   Pressemeddelelse

Tinglysning: Digital signatur skal spænde ben for indbrudstyve

Fremover vil man ikke længere kunne se boligejeres fødselsdato i den digitale tingbog uden at logge ind med digital signatur. Derved får kriminelle sværere ved at misbruge oplysninger i systemet

Fremover vil det kræve log ind med digital signatur, hvis man ønsker at se en boligejers fødselsdato i den digitale tingbog. Brugere, der ikke logger ind, vil i stedet møde et nyt og enkelt søgeværktøj, der alene giver adgang til kerneoplysningerne. I praksis betyder det, at langt færre fremover vil benytte den gratis adgang til tinglysningssystemet til at få adgang til oplysninger om fødselsdato.

Ændringen sker, efter at det har vakt bekymring, at det 1. juli blev gjort gratis at søge oplysninger om ejerforhold i den digitale tingbog. Bekymringen går på, at indbrudstyve på nettet vil kunne se, hvor gammel ejeren af en given bolig er, og bruge det som en vejviser til potentielle ofre.

Justitsminister Morten Bødskov siger:

"Formålet med tinglysningssystemet har naturligvis aldrig været at være et redskab for kriminelle på udkig efter ofre. Derfor skærmer vi nu af for oplysning om fødselsdato, så man fremover skal give sig til kende med digital signatur for at få adgang til informationen.

Jeg er rigtig glad for, at vi har fundet en løsning, hvor man både kan føle sig tryg som boligejer, og hvor der fortsat er adgang til alle oplysninger - når man er logget ind. En løsning, som kan være med til at holde de kriminelle fra tinglysningssystemet."

Med anvendelse af digital signatur identificerer brugeren sig over for systemet. Tinglysningssystemet registrerer i forvejen alle oplysninger om den digitale kommunikation, der foregår i systemet. Formålet hermed er at opklare og forbygge ulovlig behandling af persondata og sikre, at der ikke behandles urigtige oplysninger i tinglysningssystemet. Hvis politiet henvender sig til Tinglysningsretten i en konkret efterforskningsmæssig situation med f.eks. hjemmerøveri, vil oplysninger dog efter en konkret vurdering også kunne videregives til politiet.

Forsat fri adgang til mest populære oplysninger

Justeringen betyder, at der fremover vil kræve log in at få adgang til oplysninger om bl.a. fødselsdato og til indskannede originale dokumenter. De øvrige oplysninger i systemet vil der fortsat være fri adgang til.

De mange boligkøbere, der har taget muligheden for gratis søgninger i den digitale tingbog til sig, vil således fortsat have fri adgang til de mest almindeligt brugte oplysninger i forbindelse med et boligkøb.

Tinglysningssystemet ventes at være justeret i løbet af december 2013. Justitsministeren sender i dag et udkast til ændring af de administrative regler i bekendtgørelsen om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet i høring.

Den tekniske justering af adgangen til systemet er blevet til i samarbejde med Domstolsstyrelsen og Tinglysningsretten.

Baggrund

Adgangen til oplysningerne i den digitale tingbog, personbog og andelsboligbog blev den 1. juli 2013 gjort gratis. Tidligere kostede et opslag mellem 30 kr. og 120 kr. Formålet med ændringen var at lette adgangen til tinglysningssystemet, så oplysningerne i systemet nyttiggøres mest muligt.

Der blev i forbindelse med, at adgangen til oplysningerne blev gjort gratis, ikke ændret på, hvilke oplysninger som tinglysningssystemet indeholder. Det er således de samme oplysninger, som også var offentlig tilgængelige før den 1. juli 2013, som der fortsat kan opnås adgang til.

Den lettere adgang til oplysningerne i tingbøgerne har imidlertid rejst bekymring bl.a. i forhold til adgangen til oplysninger om ejers fødselsdato. Justitsministeren anførte på denne baggrund i et svar af 7. august 2013 til Retsudvalget, at der ville blive set på, hvilke tekniske justeringer af det digitale tinglysningssystem, der kunne foretages.

Som opfølgning herpå foreslås en ændring af adgangsmåden til tingbogen, som skal dæmme op for søgninger, der giver adgang til oplysninger om fødselsdato.

Med de nye regler fastsættes der krav om, at der kun ved anvendelse af digital signatur, kan opnås adgang til alle oplysninger i tingbøgerne, herunder oplysninger om fødselsdato og adgang til tinglyste dokumenter.

Foretages der opslag i tinglysningssystemet uden anvendelse af digital signatur, vil der alene være adgang til udvalgte kerneoplysninger.

Den nye løsning

Efter den tekniske justering af tinglysningssytemet vil følgende oplysninger kræve, at brugeren er logget på med digital signatur:

opslag i de dele af tingbøgerne, som ikke kan tilgås via den mobile søgefunktion
information om ejers fødselsdato
indholdet af de tinglyste dokumenter herunder adgang til de indskannede akter (eksempelvis skøder).

Følgende oplysninger vil være tilgængelige uden brug af digital signatur:

ejers navn
visse oplysninger om ejendommen, f.eks. ejendomstype, matrikelnummer, ejendomsværdi, grundværdi og vurderingsdato
summariske oplysninger om tinglyste servitutter, f.eks. fredning, færdselsret, jagtret, aftægtsret og forkøbsret
oversigt over hæftelser bl.a. lånetype, prioritet, hovedstol, rentesats, rentetype og kreditor.

Pressekontakt

Tina L. Hansen
Kommunikationsmedarbejder
  2069 0893

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire