Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/11-13   -   Pressemeddelelse

Udtalelse vedrørende Retsudvalgets besøg på Christiania

Udtalelse fra justitsminister Morten Bødskov:

"Jeg kan indledningsvist oplyse, at PET varetager personbeskyttelsesopgaver vedrørende Pia Kjærsgaard og derfor har adgang til oplysninger om hendes færden. Jeg har noteret mig, at PET-chefen blankt har afvist, at han skulle have misbrugt oplysninger fra Pia Kjærsgaards kalender til at forhindre hende i at besøge Christiania. Jeg har i øvrigt bedt Rigspolitichefen om at give en generel orientering om situationen i PET på forligskredsmødet for politiet i morgen onsdag.

Derudover er det vigtigt at slå fast, at alle medlemmer af Folketinget skal kunne besøge samtlige afkroge af Danmark - det gælder også Christiania. Det er heldigvis også muligt i Danmark, hvor Retsudvalget inklusiv Pia Kjærsgaard besøgte Christiania i juni 2012.

Men der er nogle steder i Danmark, hvor det er nødvendigt, at politiet inddrages i planlægningen af besøg, for at der kan tages de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, så truende og farlige episoder så vidt muligt undgås.

Når det gælder det besøg, som Retsudvalget oprindelig havde planlagt i det tidlige forår 2012, blev Justitsministeriet, før besøget skulle foregå, orienteret af PET om, at det ville være nødvendigt, at politiet var meget massivt og synligt tilstede på Christiania under Retsudvalgets besøg. Dette var nødvendigt for at kunne håndtere det konkrete trusselsbillede, der forelå på det pågældende tidspunkt, og som var baseret på blandt andet efterretninger.

Jeg var af PET i fortrolighed blevet orienteret om, at der til det konkrete trusselsbillede hørte, at Pia Kjærsgaard havde planer om at indtræde midlertidigt i Retsudvalget til det pågældende besøg. Denne oplysning indgik selvfølgelig i den samlede trusselsvurdering og gjorde, at der var et skærpet trusselsbillede af betydning for alle Retsudvalgets medlemmer.

I det lys mente jeg, at det rigtige var at give den daværende formand for Retsudvalget en fortrolig orientering om, at politiets vurdering var, at der af hensyn til Retsudvalgets sikkerhed, ville være behov for en meget massiv og synlig polititilstedeværelse, hvis Retsudvalget valgte at gennemføre det planlagte besøg. Det ville have været forkert af mig ikke at videregive disse oplysninger til formanden, da jeg ikke kunne sidde min konkrete viden om det samlede trusselsbillede overhørig. Oplysningen om Pia Kjærsgaards eventuelle deltagelse blev dog ikke videregivet til formanden. Havde jeg videregivet denne oplysning, havde jeg kompromitteret fortroligheden omkring Pia Kjærsgaards planer.

Formanden vurderede efter den fortrolige orientering i samråd med mig, at det planlagte besøg måtte udskydes til et senere tidspunkt. Det var i mine øjne en rigtig vurdering at lade medlemmernes sikkerhed veje tungest, men baggrunden for det skærpede trusselsbillede måtte ikke videregives til Retsudvalgets medlemmer, da det ville kompromittere de efterretninger, som PET havde indsamlet.

Da politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget den pågældende dag, indstillede formanden i lyset af den ekstraordinære situation til udvalget, at besøget måtte udskydes. Samtidig foreslog formanden, at den nu ledige tid kunne bruges til, at Justitsministeriet foretog en teknisk gennemgang af en betænkning, som medlemmerne af Retsudvalget havde presset på for at få.

I øvrigt valgte Retsudvalget - inklusiv Pia Kjærsgaard - at besøge Christiania nogle måneder senere på en dato, Retsudvalget selv fastsatte".

Pressekontakt

Pressetelefon
  72 26 84 00

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire