Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/02-14   -   Pressemeddelelse

Færre drab end hidtil antaget

Antallet af ofre for drab har været sat for højt. Det fremgår af en ny rapport fra Justitsministeriet, der kortlægger drab i Danmark i de seneste år.

Der bliver begået betydeligt færre drab i Danmark end hidtil antaget. Faktisk er hver tiende af de sager, der fremstår som 'drab' i politiets årlige statistikker, alligevel ikke drabssager. Det samme gælder op mod hver femte af de sager, der fremtræder som drab i Danmarks Statistik.

Det viser en ny rapport fra Justitsministeriet, som kortlægger udviklingen i drab fra 2008-2011.

I denne periode er der i alt foregået 168 drab i Danmark, fastslår rapporten. Til sammenligning er det tilsvarende tal 187 i politiets årlige statistikker og 207 ifølge Danmarks Statistik.

Forskellen skyldes, at de årlige statistikker i høj grad baserer sig på anmeldelser af drab umiddelbart efter en hændelse. Den nye rapport er derimod baseret på en senere optælling af drab, efter at sagen er opklaret, liget obduceret og eventuelle domme afsagt.

"Når der øjensynligt begås færre drab, end vi hidtil har troet, skyldes det, at der i en del sager, hvor der umiddelbart har været mistanke om drab, senere viser sig ikke at være tale om drab alligevel.

Nogle gange viser obduktionen efterfølgende, at der eksempelvis er tale om naturlig død eller selvmord. Det kan også vise sig, at der ikke er tale om forsætligt manddrab, men om uagtsomt manddrab eller vold med døden til følge," siger forskningschef i Justitsministeriet Britta Kyvsgaard.

De årlige statistikker giver dog et korrekt billede af situationen på anmeldelsestidspunktet, understreger Britta Kyvsgaard:

"En årlig statistik giver et øjebliksbillede af, hvordan verden ser ud på tidspunktet, hvor tallene bliver opgjort. Men nogle sager er meget komplicerede og kræver langvarig efterforskning.

Det er klart, at det ikke er muligt at opfange de forandringer, der sker efter lang tids efterforskning, i en årlig statistik."

Offer og gerningsmand kender ofte hinanden

Rapporten peger desuden på en række fællestræk ved de drab, der er sket i perioden. Her viser det sig, at offer og gerningsmænd ofte har kendt hinanden. I mere end seks ud af ti drab er det en kammerat, en tidligere eller nuværende partner eller anden familie, der står bag.

I langt hovedparten af drabene skal motivet også findes i jalousi eller konflikter med den nære familie eller mellem venner og bekendte. Det gælder i seks ud af ti drabssager. Til sammenligning vurderes mindre end to procent af alle drab at være banderelateret.

Risikoen for at blive offer for et drab er generelt meget lille i Danmark, nemlig 0,7 drab pr. 100.000 indbyggere om året. Det er meget få lande, som har en så lav drabsfrekvens.

Pressekontakt

Anne Rosa Simonsen
Kommunikationsmedarbejder
  40169917

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire