Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/04-15   -   Pressemeddelelse

Udvalg klar med anbefalinger om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger

Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, der har haft højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, har haft til opgave at vurdere, om der er behov for lovgivning om offentligt ansattes ytringsfrihed, en styrket informations- og rådgivningsindsats eller andre administrative tiltag for at understøtte offentligt ansattes ytringsfrihed. Udvalget har også set på, om der er behov for øget ansættelsesretlig beskyttelse af offentligt ansatte, der anvender deres ytringsfrihed.

Udvalget har desuden haft til opgave at belyse fordele og ulemper ved whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning, vurdere behovet for sådanne ordninger og pege på, hvilke generelle retningslinjer eller hvilken lovregulering, der i givet fald vil kunne opstilles for whistleblowerordninger.

Et enigt udvalg har fundet, at der er behov for en fortsat og løbende informationsindsats om offentligt ansattes ytringsfrihed, og er i den forbindelse kommet med forslag til en række mulige initiativer, der kan tages både lokalt og fra centralt hold.

Samtidig peger et stort flertal i udvalget på, at der ikke er behov for at lovgive om offentligt ansattes ytringsfrihed eller meddeleret, mens udvalget er mere delt med hensyn til, om der bør gennemføres en yderligere ansættelsesretlig beskyttelse af offentligt ansatte.

For så vidt angår whistleblowerordninger har et enigt udvalg fundet, at der ikke bør gennemføres lovgivning. Udvalget anbefaler i stedet, at det i den enkelte myndighed overvejes, om det er hensigtsmæssigt, at en whistleblowerordning etableres i myndigheden. Udvalget har i den forbindelse opstillet nogle generelle retningslinjer om, hvordan whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning kan etableres og administreres.

Justitsminister Mette Frederiksen udtaler:

"Det er vigtigt i et demokratisk samfund, at de offentligt ansatte føler sig trygge ved at deltage i den brede debat, også uden at de skal frygte for karrieren.

Jeg vil nu sende udvalgets anbefalinger i høring hos en bred kreds. Jeg ser frem til at modtage høringssvarene, så regeringen kan få relevante input til brug for vores videre overvejelser om, hvordan vi bedst muligt sikrer, at de offentlige ansatte kan bruge deres ytringsfrihed i praksis."

Baggrund

Udvalget har haft højesteretsdommer, dr. jur. Jens Peter Christensen som formand og har herudover været bredt sammensat med bl.a. deltagelse af professorer fra universiteterne, Danske Medier, Dansk Journalistforbund, KL, Danske Regioner, FTF, Landsorganisationen i Danmark (LO), Akademikerne (AC), DJØF, Folketingets Ombudsmand og Datatilsynet.

Udvalgets betænkning vil blive sendt i høring hos en bred kreds af relevante myndigheder og organisationer mv. med høringsfrist den 5. juni 2015.

Pressekontakt

Emil Melchior
Kommunikationschef
  4037 6737

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire