27/05-15
-
Pressemeddelelse
Sådan vælger du de rigtige vinduer
Træ, træ/alu eller plast? Det er blot ét af de valg, der skal træffes, når husets vinduer skal skiftes.
Når beslutningen om at skifte husets vinduer er truffet, og man starter med at undersøge mulighederne nærmere, melder de første spørgsmål sig formentlig ganske hurtigt, for de tider, hvor et vindue bare var en træramme med et stykke glas i, er for længst forbi.
Vedligeholdelsesfri eller maling?
En af de første beslutninger vedrører materialevalget. Der er hovedsageligt tre kategorier, nemlig plast, træ eller en kombination af træ inderst og aluminium yderst, oftest kaldet træ/alu vinduer.
Ifølge direktør Arne Andersen fra Jydsk Vindueskompagni handler valget i vid ustrækning om, hvilken tidshorisont man opererer med, samt om hvordan man forholder sig til vedligehold.
- Træ/alu vinduer er det tætteste, man kommer på vedligeholdelsesfri vinduer, hvorimod trævinduer kræver en gang maling cirka hver femte år. Vi plejer gerne at sige til folk, at de vil være lige begejstrede for vinduerne i de første 5-7 år, og herefter kommer det i høj grad an på, hvordan man har det med at svinge malerpenslen.
Han forklarer videre;
- Prismæssigt er trævinduet noget billigere end træ/alu, men set over en årrække vil der være flere udgifter forbundet med trævinduet på grund af løbende vedligehold, så tænker man langsigtet, vil prisen udlignes over tid. En tredje mulighed er plastvinduet, som er det billigste alternativ, og som heller ikke kræver noget videre, når det kommer til vedligehold.
Gør-det-selv eller lad være?
En del vælger at montere vinduerne selv, men for den uerfarne er vinduesmontage absolut ikke den nemmeste opgave at give sig i kast med. Der er mange ting, der kan gå galt, når man vælger at montere vinduerne selv, og selvom man har prøvet det tidligere, kan erfaringerne ikke nødvendigvis overføres til det nye projekt.
- Der kan være stor forskel fra opgave til opgave og fra vindue til vindue, så vi anbefaler, at man allierer sig med en håndværker, der har god erfaring med opmåling og montering af vinduer, siger Arne Andersen og tilføjer;
- Erfaring indenfor området er alfa og omega, og det ville være urimeligt at forvente, at alle håndværkere er lige dygtige til alt. Nogen er gode til tagarbejde, andre til køkkenopsætning og andre igen til vinduesmontage. Derfor har vi valgt at etablere et samarbejde med cirka 30 erfarne vinduesmontører spredt ud over hele Danmark.
Passer vinduerne til huset?
Et vindue er langt fra bare et vindue. Vinduer fås i et utal af varianter, med og uden sprosser, med åbninger til den ene og den anden side og så videre.
- Mange bliver lidt forskrækkede over alle de valgmuligheder, der er forbundet med udskiftning af vinduer, men fordelen er, at man kan få det, næsten som man vil have det, siger Arne Andersen og uddyber
- Der kan være mange hensyn at tage, når man lægger sig fast på de kommende vinduers udseende. Vi råder altid til, at man sikrer sig, at vinduerne matcher husets arkitektoniske stil, da det vil give det flotteste helhedsudtryk. Derudover kan der være valg at træffe, som vedrører det rent funktionelle. Hvis man eksempelvis har et hus med flere etager, kan det være en fordel at sikre sig, at ydersiden af vinduerne kan pudses indefra, men alle disse overvejelser vil en fagmand kunne være behjælpelig med at afdække, lyder det fra Arne Andersen, der tilføjer
- Det er desuden vigtigt at sørge for, at vinduerne er DDV-mærkede, da vinduerne i så fald skal leve op til en række krav til blandt andet konstruktionen.
Tre gode råd når vinduerne skal skiftes
Arne Andersen fra Jydsk Vindueskompagni har tre gode råd til dig, der er på udkig efter nye vinduer.
· Overvej tidshorisonten
De første 5-7 år vil du være lige begejstret for dine vinduer, uanset hvilket materiale de er produceret i, så overvej hvor langt du ønsker at kigge frem og vær bevidst om, at prisforskellen på for eksempel træ og træ/alu udlignes over årene.
· Overvej mængden af vedligehold
Såvel plast som træ/alu er stort set vedligeholdelsesfri. De kræver ikke meget mere end aftørring med en fugtig klud. Trævinduer skal derimod males cirka hver femte år, så overvej om du har tid og lyst til det eller alternativt om du har midlerne til at benytte dig af professionel hjælp løbende.
· Overvej stilen
Vinduer udgør typisk cirka halvdelen af facaden på et hus, så det er vigtigt, at de matcher husets arkitektoniske stil. Det vil skabe et harmonisk udtryk og gøre huset lettere at sælge, når den tid kommer.
Pressekontakt
Arne Andersen
Direktør
70 10 90 99
Firma
JVK Vinduer A/S
Højagervej 6
6623 Vorbasse,
Danmark
+45 76 50 92 30
http://www.jvk.dk