06/04-11
-
Pressemeddelelse
JYSK åbner i Serbien - land nummer 35
Nu er JYSKs gode tilbud nået til Serbien, der får sin første JYSK-butik i morgen den 7. april. Dermed har JYSK butikker i 35 lande rundt om i verden.
I morgen torsdag den 7. april åbner den først JYSK-butik i Serbien i byen Subotica i den nordlige del af landet. Dermed fortsætter JYSK ufortrødent sine ekspansionsplaner og har nu knap 1.800 butikker i 35 lande.
»Det er forholdsvist billigt for os at etablere os i Serbien. Der er ingen reel konkurrence i forvejen, så jeg håber og tror, at vi med kvalitetsvarer til gode priser vil få succes,« siger JYSK-ejer, Lars Larsen.
Et vigtigt marked
Med åbningen er der taget hul på etableringen af de cirka 40 butikker i landet, som JYSK umiddelbart vurderer, der er plads til.
»Serbien rummer et meget stort potentiale, og jeg ser store muligheder, især hvis landet om nogle år bliver medlem af EU. I dag er markedet enten 'top end' eller 'low end', så jeg er sikker på, at serberne vil betragte JYSK som stedet, hvor man får mest for pengene,« fortæller Vesna Kukić Lončarić, Country Manager for JYSK West Balkan.
Tre nye butikker om ugen
Serbien bliver det fjerde land på Balkan efter Slovenien, Kroatien og Bosnien Hercegovina, og dermed fortsætter JYSK sin vækst og ekspansion, der i sidste regnskabsår betød over 1.000 nye arbejdspladser i koncernen. Faktisk åbner JYSK to-tre nye butikker hver uge rundt om i verden.
Med knap 1.800 butikker er JYSK nu repræsenteret i disse 35 lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Holland, Slovakiet, Tyskland, Østrig, Schweiz, Island, Canada, Grønland, Færøerne, Estland, Letland, Litauen, Ukraine, Kosovo, Bulgarien, Kasakhstan, Rumænien, Frankrig, Albanien, Storbritannien, Slovenien, Makedonien, Kroatien, Italien, Spanien, Bosnien-Hercegovina, Kina og Serbien.
Relevant information
http://www.jysk.dk/