22/03-10
-
Pressemeddelelse
Fjernvarme Fyn vælger varmemålere fra Kamstrup igen
Fjernvarme Fyn har underskrevet en rammeaftale med Kamstrup om levering af 12.000 varmemålere i 2010 med mulighed for levering af yderligere 18.000 målere fordelt over den følgende 3-årige periode. Fjernvarme Fyn har siden 2004 været i gang med at udskifte samtlige 60.000 målepunkter og har allerede installeret ca. 25.000 Kamstrup varmemålere.
Målerne skal indgå i Fjernvarme Fyns innovative aflæsningssystem, populært kendt som "skraldevognsmodellen". Systemet er enkelt og udnytter et allerede eksisterende netværk. Alle skraldebiler i Odense er udstyret med en mobil datamodtager, der opfanger måledata fra alle varmemålere, som bilen passerer på sin rute. Hver måler leveres til formålet med indbygget radiomodul.
Skraldevognsmodellen blev specialudviklet til Fjernvarme Fyn i 2007. Systemet sikrer, at hver måler aflæses mindst en gang om måneden. De opsamlede informationer sendes dagligt til Fjernvarme Fyns hovedcentral, hvor de danner grundlag for nøjagtig fakturering til forbrugeren.
Varmemåleren MULTICAL 601 er sammen med flowmåleren ULTRAFLOW et markedsførende varemærke inden for varmemåling. Ultralydsprincippet yder optimal målenøjagtighed, og måleren rummer forskellige muligheder for driftsikker fjernaflæsning.
Måleren er blandt andet udstyret med dataloggere, der registrerer og gemmer alle forbrugsdata. Analyser af disse data giver et godt overblik over energiforbruget og kan danne grundlag for energirådgivning til forbrugere og for optimering af fjernvarmeinstallationen.
Relevant information
http://www.kamstrup.dk