Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/11-10   -   Pressemeddelelse

Strategisk fokus på planteforskning

Københavns Universitet styrker plantevidenskaben og samler forskere fra tre fakulteter i et nyt fælles Copenhagen Plant Science Center på Det Biovidenskabelige Fakultet.
Bestyrelsen på Københavns Universitet har efter indstilling fra rektoratet besluttet at samle universitetets planteforskning, der i dag er fordelt på seks institutter på tre forskellige fakulteter. Beslutningen udspringer bl.a. af, at planteforskerne i et analysearbejde selv peger på åbenlyse fordele ved et øget samarbejde.

- Plantevidenskaben har et strategisk vigtigt udviklingspotentiale inden for blandt andet udvikling af bæredygtig energi og fødevarer og nye lægemiddelstoffer. Ved at samle KU's planteforskning i ét stærkt Copenhagen Plant Science Center på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet kan vi få grundforskning og anvendt forskning til at spille bedre sammen. Alle data viser, at de to sider befrugter hinanden, og at der kan opnås spændende resultater i grænsefladerne mellem områderne, siger prorektor Thomas Bjørnholm fra Københavns Universitet.

Center sikrer optimale konkurrencebetingelser
Ledelsen på KU vil afsætte 1-2 fyrtårnsbevillinger af syv millioner kroner årligt i fem år til den strategiske satsning på planteområdet. Herudover er der i forvejen afsat 200 millioner kroner til bygning og indretning af det nye center, der skal ligge på Frederiksberg. Bygningen står klar til indflytning i 2015, men planteforskerne vil sandsynligvis blive samlet organisatorisk i løbet af næste år.

- Med det nye planteforskningscenter satser vi strategisk med vores basismidler for at få de mest optimale betingelser for at markere os stærkt i den internationale konkurrence på området, understreger prorektor Thomas Bjørnholm.

Faglige gevinster af universitetsfusion
Da de danske universiteter i 2007 gennemgik den store fusionsproces, var hovedtanken at ruste dansk forskning i den stadig øgede internationale konkurrence. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og Danmarks Farmaceutiske Universitet blev fusioneret med KU som henholdsvis Det Biovidenskabelige og Det Farmaceutiske Fakultet. Siden har KU arbejdet på at høste de faglige gevinster af fusionen.

De fagligt beslægtede fakulteter har arbejdet på at kortlægge, hvad de har til fælles, og hvordan de kan fremme synergien mellem forskning og undervisning på tværs af fakultetsstrukturerne. Det seneste resultat af dette analysearbejde er en rapport, der beskriver mulighederne for samarbejde inden for blandt andet plantevidenskab og kemi.

- Vi vil arbejde for at samle forskning på tværs af fakulteterne. Plantevidenskaben er et oplagt sted at satse, fordi vores eget analysearbejde tydeligt peger på fordelene ved at grundforskning og den erhvervsrettede forskning spiller sammen, fastslår Thomas Bjørnholm.

Men der er flere andre forskningsområder, hvor der også er potentiale i at styrke samarbejdet, siger Bjørnholm og henviser til, at universitetets bestyrelses netop har besluttet at evaluere kemiområdet, hvor der også overlap er mellem fakulteternes forskning. Der vil derfor nu blive nedsat et internationalt ekspertpanel, som skal analysere feltet med henblik på at styrke grundforskningen og den anvendte kemi.

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire