Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/01-11   -   Pressemeddelelse

Sikkerhedsforsker og dna-detektiv får EliteForsk-priser

Professor Lene Hansen og professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet modtager i dag Videnskabsministeriets store EliteForsk-pris, der bliver givet til yngre forskere af international topklasse. Københavns Universitets forskere er blandt de mest præmierede ved årets prisuddeling, hvor blandt andet fire af universitetets ph.d.-studerende får et EliteForsk-rejsestipendium.

I 2009 fik Danmark - og Københavns Universitet - sin første kvindelige professor i international politik. Nu kan 43 årige Lene Hansen supplere professortitlen på visitkortet med betegnelsen eliteforsker, når videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og kronprins Frederik i dag overrækker årets EliteForsk-priser.

- Jeg er overvældet over at modtage EliteForsk-prisen, men forskning er ikke en enkeltmandspræstation. Jeg er derfor meget taknemmelig over alle dem, som har hjulpet, inspireret og støttet mig undervejs. Prisen er en vigtig anerkendelse af forskningen i international politik i Danmark, hvor vores forskningsmiljø er med helt fremme i forreste linje, siger Lene Hansen der tilføjer, at hun håber, at prisen kan bidrage til at øge interessen for international politik i medierne og blandt landets studerende.

Københavns Universitets anden EliteForsk-prismodtager er den 39 årige professor Eske Willerslev, der forsker i evolutionsbiologi ved Grundforskningscenter for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum supplerer:

- Jeg er ikke kun glad for prisen på egne vegne men også for mit fagområde som helhed. Dna-forskningen inden for mit felt begyndte i 80erne og fik stor opmærksomhed i 90erne. I dag er interessen nærmest eksploderet i takt med nye forskningsresultater. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi i løbet af de næste fem år skal skrive verdenshistorien om på en lang række punkter, fordi vi nu er i stand til dykke mere præcist ned i fortiden. På den måde kan vi også blive klogere på fremtiden - fx hvad angår klimaforandringerne, siger professor Eske Willerslev i forbindelse med prisuddelingen.

Lene Hansen og Eske Willerslev modtager hver en stor EliteForsk-pris på 1,2 mio. kr., hvoraf 200.000 kr. er en personlig hæderspris og 1.000.000 kr. skal anvendes til forskningsaktiviteter. Læs interview med alle årets prismodtagere på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside.

Eske Willerslev - ekspert i fortidens spor
Professor Eske Willerslev er daglig leder af Grundforskningscenter for Geogenetik på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, og er i dag en af verdens førende forskere inden for evolutionsforskning og dna-analyser, hvad enten det drejer sig om at kreere detaljerede billeder af forhistoriske mennesker, dyr, planter eller opklare fortidens klima.

Det foreløbige forskningsmæssige højdepunkt opnåede Eske Willerslev sidste år, da han sammen med sin ph.d.-studerende Morten Rasmussen ud fra en enkelt hårtot gendannede genomet fra en for længst uddød menneske-stamme i Grønland. Det var første gang nogensinde, at det er sket, og deres forskningsresultater var forsidehistorie kloden rundt.

Det var også Eske Willerslev og hans kollega Anders J. Hansen som for et par år siden opfandt den såkaldte Dirt-dna-metode:

- Vores dirt-dna-metode har bl.a. været brugt til at fremtrylle dna-rester af forhistoriske dyr som mammutter og moa-fugle ud af jorden i bl.a. Sibirien og New Zealand og på den måde få skabt et helhedsbillede af de nu uddøde dyr. Nu er vi ved at overføre metoden til nutidige dyre- og plantesamfund. Det vil revolutionere hastigheden og prisen på, hvordan man kan foretage naturovervågning og dermed få tjek på biodiversiteten på lokalt plan, afslører Eske Willerslev.

Lene Hansen - ekspert i fremtidens farer
Professor Lene Hansen forsker i sikkerhedspolitik og arbejder i øjeblikket primært med tre aktuelle områder. Det første er den betydning, billeder har fået for sikkerhedspolitikken, eksempelvis Muhammed-sagen, og det visuelles evne til at påvirke den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det andet handler om køn og sikkerhedspolitik, hvor æresdrab, massevoldtægter og menneskehandel hører til nogle af de trusler, som politikere og forskere søger at imødegå.

Lene Hansens tredje - og nyeste forskningsområde er såkaldte cyber-trusler, som er en af de markante nye trusler, som er kommet på den politiske dagsordnen. I 2007 blev Estland for eksempel lammet, da en række hjemmesider gik i sort, og det blev vidt og bredt omtalt som den første krig i cyberspace. Og omkring årsskiftet så vi angreb på Wikileaks hjemmeside, efterfulgt af angreb på de firmaer som havde afbrudt samarbejdet med Wikileaks:

- Et cyber-angreb kan lamme vigtige funktioner i et samfund ved for eksempel at sætte vitale offentlige hjemmesider ud af drift. Det er det ret almindeligt, at medier og politikere peger på store dommedagsscenarier hvor hele stater - eller verden - går i stå, men faktisk har vi endnu ikke set noget der ligner, siger Lene Hansen og tilføjer, at der samtidig bliver sat meget fokus på den enkelte borger, når der tales cybersikkerhed:

- Borgeren skal beskyttes mod hackere, virusser og snyderi, men borgeren er også en trussel mod systemet, fordi 'usikre' computere kan bruges som led i cyber-angreb. Da cyber-trusler ofte går på tværs af landegrænser og normale politiske aktører, udfordrer det vores normale måde at tænke politik på.

EliteForsk rejsestipendier
Ved EliteForsk-prisoverrækkelsen den 27. januar får disse fire talentfulde ph.d.'studerende fra Københavns Universitet videnskabsministerens EliteForsk rejsestipendie på 300.000 kr.:

- Kasandra Behrndt-Eriksen, statskundskab
- Henning Gram Hansen, proteinkemi
- Martin Borch Jensen, molekylær gerontologi
- Stine Simonsen Puri, komparative kulturstudier

Til prisoverrækkelsen hædres også de unge forskere, der i slutningen af 2010 fik bevillinger fra Det Frie Forskningsråds nye Sapere-Aude karriereprogram. Fra Københavns Universitet er der i alt ni unge forskere, der har fået deres Ung-EliteForsk-priser og 13 unge forskningsledere, der har fået bevillinger. Se listen over alle modtagerne.

Kontakt
Professor Lene Hansen
Institut for Statskundskab
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Telefon: 35 32 34 32

Professor og centerleder Eske Willerslev
Grundforskningscenter for GeoGenetik
Det Naturvidenskabelige Fakultet
Mobil: 28 75 13 09

Nyhedsredaktør Anna Høxbro Bak
KU Kommunikation
Mobil: 22 64 03 55

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire