Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/03-11   -   Pressemeddelelse

Topmedarbejder hos Google Research tilknyttes KU som adjungeret professor

En af de helt store profiler inden for forskningsområdet machine learning, Corinna Cortes, til daglig leder af Google Research i New York bliver adjungeret professor på Københavns Universitet. Med den samtidige ansættelse af professor Christian Igel - også i machine learning - er universitetet nu forskningsmæssigt blandt de bedste i verden på dette fremtidsorienterede område. Corinna Cortes holder sammen med Christian Igel tiltrædelsesforelæsning den 2. marts 2011 kl. 14.00.
Hun er kvinde, hun er dansker, hun er passioneret top-maratonløber, mor til to - og så er hun også topleder hos søgemaskinegiganten Google, hvor hun siden 2004 har stået i spidsen for Google Research, New York, bl.a. med ansvar for videreudviklingen af Googles søgemaskiner.

Maskinlæring
Fra den 1. januar 2011 er Corinna Cortes desuden tilknyttet Københavns Universitet som adjungeret professor, hvor hun skal bistå med sin ekspertise inden for 'machine learning', på dansk bedst gengivet som maskinlæring eller automatiseret læring - der meget forenklet beskrevet er en metode til at få en computer til at regne sig frem til et resultat ud fra en række eksempler eller genkendelse af mønstre. Teknologien anvendes eksempelvis i internettets søgemaskiner (Google, Yahoo, MSN, m.fl.), der bliver stadig bedre til at finde den rigtige hjemmeside, den rigtige adresse eller den rigtige person.

Om sit nye bijob siger Corinna:

- Jeg er glad og beæret over at være blevet tilknyttet KU's naturvidenskabelige fakultet og Datalogisk Institut, både fordi universitetet har en lang og glorværdig historie, og fordi jeg selv har taget min master her. Jeg glæder mig til at samarbejde med både fakultetet og de studerende, og ikke mindst til at få lejlighed til at indvie de studerende i det både berigende og fascinerende område, som maskinlæring i storskala-format udgør, f.eks. når man designer søgemaskiner hos Google.

Men samarbejdet er også til gavn for Google mener Corinna Cortes:

- Jeg ser frem til at blive inspireret af de studerendes innovative indspark. De kan helt sikkert give værdifulde bidrag til, hvordan man håndterer nogle af de udfordringer vi står overfor i dag. Hvem ved, måske vil nogle af dem måske ligefrem havne hos Google-kontorer i Europa eller endnu længere væk?

Hemmeligheden bag supercomputeren Watson
Når IBM's supercomputer Watson nu også kan slå verdens bedste quizz-masters i Jeopardy, er det fordi den ud over sin store regnekraft også er blevet programmeret til selv at kunne udregne sandsynligheder og dermed komme med et kvalificeret gæt på basis af et astronomisk antal fakta. Men machine learning kan bruges til meget andet end i quizz-branchen. Det forventes at blive en af de helt store fremtidsteknologier med udbredelse på tværs af stort set alle samfundsfunktioner og forskningsområder, fra bioteknologi over finanssektoren til prognoser af sygdomsepidemier eller inden for vejrtjenester, hvor der er brug for hurtige og pålidelige resultater.

Højt estimeret forsker på verdensplan
Det er ikke mindst Corinnas banebrydende forskning i 'support vector machines' (en algoritme til sandsynlighedsberegning, som er både praktisk anvendelig og samtidig teoretisk velfunderet), der har ført hende til tops i en virksomhed, hvis succes hænger tæt sammen med, at Googles søgefunktioner bliver stadig mere præcise og raffinerede. Corinna Cortes har desuden i forbindelse med sin 15 år lange karriere hos AT&T sammen med forsker-kollegaen Vladimir Vapnik opnået adskillige priser og udmærkelser for sin forskning inden for support vector machines.

På KU er man meget begejstrede over at have fået Corinna Cortes tilknyttet.

- Vi forventer os meget af samarbejdet - vel vidende, at Corinna også har et andet job at passe, siger leder af forskergruppen for billedbehandling professor Mads Nielsen og tilføjer:

- Vi vil gøre brug af Corinnas ekspertise i forbindelse med studenter-symposier, som gæsteforelæser og som sparringspartner for forskere, både fra dette og andre fakulteter på KU. Desuden regner vi med at opbygge et dynamisk forsker- og undervisningsmiljø med deltagelse af eksterne parter. Vores nye professor Christian Igel vil være den gennemgående kontaktperson og daglig ansvarlige for opbygning af machine learning-området på DIKU.

Kontakt
Yderligere oplysninger om forskningsområdet machine learning:
Mads Nielsen, professor, leder af forskergruppen Image Group
Tlf. 28 75 14 50

Christian Igel, professor mso, ansvarlig for Machine Learning (taler engelsk og tysk).
Tlf. 21 84 96 73

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire