07/03-11
-
Pressemeddelelse
Penkowa havde ingen fordel af langsommelig sagsbehandling
Rektor Ralf Hemmingsen afviser alle påstande om forskelsbehandling i forbindelse med Milena Penkowas ansættelse som lektor ved Købehavns Universitet i 2004. Dagbladet Information skriver i dag, at Hemmingsen som tidligere dekan trak en sag om besættelse af en lektorstilling i langdrag til fordel for Penkowa. Men det er ikke korrekt.
- Som dekan havde jeg ingen indflydelse på, at sagen trak ud. Sekretariatet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet rykkede faktisk det pågældende institut for at få sagen i gang. Og Penkowa havde ingen fordel af den langsommelige sagsbehandling, fastslår rektor Ralf Hemmingsen.
Penkowa var i 2003 på tidspunktet for opslaget af stillingen ansat som lektorvikar af instituttet. Fire personer søgte stillingen, der senere blev vurderet af et bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalget blev nedsat af dekanen efter indstilling fra Fakultetsrådet (Akademisk Råd).
Dekan rykkede for at få proces i gang
To dage efter ansøgningsfristen, den 30. juni 2003 blev Medicinske Anatomisk Institut anmodet om at foreslå et bedømmelsesudvalg. Fakultetet rykkede herefter institutlederen et par gange.
Da sagen kom til behandling i dekanatet seks måneder efter, fandt dekanatet - støttet af fakultetets jurister - at der burde gives ansøgerne mulighed for at supplere ansøgningen med nye oplysninger, for at tage højde for den lange administrative ventetid. Det viste sig senere at være i strid med reglerne. En klage fra en af ansøgerne fik juristerne til at genvurdere spørgsmålet. Herefter blev anmodningen om mere materiale trukket tilbage og fejlen blev beklaget over for ansøgerne.
På dette tidspunkt forelå der ikke nogen udtalelse fra et eksternt internationalt ekspertpanel om mistanken om uredelighed i Penkowas doktordisputats. Og der er ikke grundlag for Informations oplysninger om, at en opdatering af ansøgningerne skulle være en særlig fordel for Penkowa.
Rektor: Ingen fordel af at sagen trak ud
- Ingen på fakultetet havde nogen viden om, at ekspertudtalelsen senere ville "frikende" Penkowa for kritikken om uredelighed. Det er således forkert, at den lange sagsbehandlingstid styrkede Penkowa i konkurrencen om lektoratet, siger Ralf Hemmingsen
Efter at bedømmelsesudvalget havde udført sit arbejde, bad udvalget om, at ansøgerne fik mulighed for at indsende supplerende materiale. Igen var begrundelsen, at der var gået lang tid siden ansøgningsfristen. Dekanen havde ingen indflydelse på udvalgets arbejde.
Information fremfører i dag, at de udenlandske eksperter blåstempler Penkowas disputats i efteråret 2003. Det er ikke korrekt. Udvalget genbedømte ikke den tilbagetrukne afhandling og udtaler sig først i februar 2004 om de videnskabelige spørgsmål, de var blevet bedt om at belyse. Sagen vil i øvrigt indgå i Kammeradvokatens redegørelse til universitetets bestyrelse.
Relevant information
http://www.ku.dk
Firma
Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K ,
Danmark
35 32 26 26
http://www.ku.dk