Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/05-11   -   Pressemeddelelse

Humaniora-dekan Kirsten Refsing fratræder

Efter fem år som dekan for Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har Kirsten Refsing valgt at fratræde sin stilling den 1. august 2011.

Dekan Kirsten Refsing har efter eget ønske valgt at fratræde sin stilling, fordi hun vil tilbage til sin forskerkarriere. Hun mener desuden, at det nu er et godt tidspunkt at få nye kræfter i ledelsen af Humaniora.

- Jeg har haft fem spændende år på Humaniora, hvor fakultetet blandt andet har gennemført en svær - men nødvendig - proces i forbindelse med de øgede krav om effektivisering på både forsknings- og uddannelsesområdet. Jeg vil gerne tilbage til min forskning i japanske studier. Nu er der også brug for nye kræfter til at trække og motivere, udtaler Kirsten Refsing i forbindelse med fratrædelsen.

Overgangsledelse
Institutleder, professor, dr.phil. Ulf Hedetoft fra fakultetets SAXO-institut bliver konstitueret som ny dekan, mens Hanne Løngreen fortsætter som prodekan for uddannelse til hendes ansættelse udløber i slutningen af november. Rektor Ralf Hemmingsen vil i en overgangsperiode deltage i drøftelser om, hvordan fakultetet løser sine hovedudfordringer og hvad der bliver den kommende dekans største opgaver.

Organisationsudvikling i sparetider
Kirsten Refsing (f. 1948) blev den første kvindelige dekan i Det Humanistiske Fakultets historie. Hun har arbejdet ihærdigt på at give Humaniora et nyt image. For at få øget fokus på humanioras kvaliteter, nedsatte Refsing i perioden 2008-2010 for eksempel Tænketanken HumanT, der satte ord på det moderne humaniora og bidrog med at skabe nye horisonter for humanistisk tænkning.

Som dekan har hun blandt andet effektiviseret og omstruktureret administrationen på fakultetet og haft fokus på at nedbringe frafaldet og få de studerende hurtigere gennem studierne og ud på arbejdsmarkedet. Som led i dette har fakultetet gjort en ekstra indsats for at ruste de studerende bedre til livet efter studierne ved at iværksætte tiltag inden for karrierevejledning og innovation.

I sin dekanperiode har Kirsten Refsing gjort en stor indsats for at skabe bedre vilkår for småfagene og for at fremtidssikre Humanioras uddannelser. I den forbindelse lancerede fakultetet i starten af året strategien 'Uddannelseslandskabet på humaniora frem mod 2014' (http://bit.ly/lkevFh), der udstikker de næste års arbejde med at styrke de humanistiske uddannelsers kvalitet. En vigtig brik i strategien er en reform af fakultetets mange studieordninger.

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire