Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/05-11   -   Pressemeddelelse

Mange internationale studerende søger til KU

Studerende fra Københavns Universitet tager på studieophold i udlandet som aldrig før. Synkront rejser flere internationale studerende den anden vej - den 26. maj modtog to af de dygtigste af universitetets australske udvekslingsstuderende The Crown Princess Mary Scholarship.

"Danske studerende er hjemmefødninge" - groft sagt er det sådan, det har lydt i mange år akkompagneret af bekymrede miner hos politikere og i erhvervslivet. Aldrig har der været bedre muligheder for at rejse ud på studie- eller praktikophold og alligevel er langt de fleste studerende blevet hjemme. Men lysten til at opleve en anderledes universitetskultur og udvide den akademiske horisont til gavn for både de studerende selv og for virksomheder og organisationer, som har brug for kandidater med international forståelse, er blevet større blandt de studerende.

- Vi oplever lige nu en stigning på mellem 15 og 20 procent i antallet af ansøgere til universitetets pladser på de udenlandske universiteter. Det betyder konkret, at der de kommende to semestre vil være omkring 1500 af vores studerende, der rejser ud, siger kontorchef John E. Andersen fra Det Internationale Kontor på Københavns Universitet.

- Selvom der er en stigning i studerende, der vil til udlandet, arbejder vi på at gøre det tal endnu højere. Københavns Universitet er populært blandt internationale studerende - så populært at vi lige nu afviser mellem 15 og 30 procent af de studerende, der ønsker et studieophold på KU, pointerer John E. Andersen.

Masser af mobilitet
Københavns Universitet har over 100 samarbejdsaftaler med universiteter i mere end 30 forskellige lande. Samarbejdsaftalerne bygger på én-til-én udveksling, så universitetet sender en studerende til det pågældende samarbejdsuniversitet, og samarbejdsuniversitetet sender en studerende til Københavns Universitet.

- Den stigende interesse for at tage på studieophold i udlandet forudsætter, at vi er i stand til at tiltrække studerende fra attraktive universiteter fra hele verden. Ellers har vi ingen pladser at tilbyde vores udrejselystne studerende. Heldigvis har både Københavns Universitet og hovedstaden generelt et godt ry blandt studerende uden for landets grænser, forklarer kontorchef John E. Andersen.

Fra Australien til København
Den 26. maj modtog de australske udvekslingsstuderende Alberta Lilli Gray og Jessica Victoria Kirby fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet The Crown Princess Mary Scholarship. Legaterne på 10.000 kroner bliver hvert år givet til to studerende fra Københavns Universitets australske partneruniversiteter som en økonomisk håndsrækning i forbindelse med opholdet i Danmark. De to 21-årige legatmodtagere tager andet med sig fra Danmark end minderne om en fin højtidelighed og æren ved at blive udvalgt som legatmodtagere.

- Min akademiske horisont er blevet udvidet af opholdet på Københavns Universitet. Den europæiske måde at tænke på, tilføjer en ny dimension til min interesse for politik. Her i Danmark er mit kendskab til EU - og dermed til en anderledes måde for nationer at agere politisk på - blevet udvidet, siger Jessica Victoria Kirby, der påpeger, at man lærer meget andet end et anderledes studieliv at kende, når man tager til udlandet for at læse:

- Jeg er modnet som menneske. Og sådan nogle små ting som, hvordan jeg klarer en oversvømmelse i badeværelset, fordi det har regnet eller sneet i ugevis, har jeg også lært nu, siger Jessica, der i øvrigt aldrig havde oplevet sne før ankomsten til Danmark den 3. januar i år.

Godt tag på det svære sprog
De to australske legatmodtagere demonstrerer, at timer i det svære, danske sprog betaler sig. I hvert fald kan de udtale "hygge" helt uden accent, og de har uden tvivl også lært, hvad ordet står for. Her i Danmark følger de meget mindre undervisningshold end de er vant til og bekymringen over, at universitetet her består af bygninger spredt rundt omkring i hele byen i stedet for ét stort campus, hvor man hele tiden render ind i venner og bekendte, er blevet vendt til noget positivt. De konstaterer begge, at den side af livet på Københavns Universitet - mindre campusområder og mindre undervisningshold - er "more hygge" end de har været vant til hjemmefra og det kan samtidigt være et stort plus for fagligheden.

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire