Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/06-11   -   Pressemeddelelse

Nanovaccine skal bekæmpe klamydia

Kønssygdommen klamydia er et stigende problem blandt danske unge med cirka 30.000 nye tilfælde hvert år. Ny teknologi og design af nanopartikler baner vej for en effektiv vaccine mod klamydia, der beskytter fra to sider. Det sker ved at kombinere en injektion med en vaccine til brug i luftvejene.
Et nyt forskningsprojekt med titlen Genivac har fokus på både klamydia og streptokokker. Begge vacciner bliver udviklet på baggrund af den samme teknologi, og de første kliniske forsøg med udgangspunkt i klamydiavaccine til brug i luftvejene - kombineret med injektion - er netop nu i opstartsfasen. Det vil dog vare et godt stykke tid, før en eventuel vaccine kommer på markedet. En lægemiddeludviklingsproces er lang og brolagt med forhindringer.

- En vaccine mod klamydia har et kæmpestort potentiale. HPV-vaccinen som beskytter unge kvinder mod den virus, der blandt andet kan forårsage livmoderhalskræft var en revolution på sundhedsområdet. På samme måde kan en klamydiavaccine dæmme op for et stort samfundsproblem. Sygdommen overføres ved ubeskyttet sex og kan forårsage underlivsbetændelse hos kvinder med deraf følgende ufrivillig barnløshed, siger lektor Camilla Foged fra Institut for Farmaci og Analytisk kemi som leder den del af forskningsprojektet, der foregår på Det Farmaceutiske Fakultet.

Flere får klamydia
Kønssygdommen klamydia er et stigende problem blandt danske unge med cirka 30.000 nye tilfælde hvert år. Eksperter vurderer, at det reelle tal er større, fordi mange er smittede uden at vide det.

- Det konkrete mål med vores del af projektet er - ved hjælp af avanceret nano- og bioteknologi - at videreudvikle lægemiddeltransportsystemer af nanopartikler, som kan aktivere et immunforsvar på slimhinderne i luftvejene, fortæller Camilla Foged.

De seneste års forskning viser, at immunsystemet har behov for at blive dirigeret specifikt mod slimhinderne for at kunne beskytte effektivt mod visse typer af indtrængende virus og bakterier. Denne forskning afslører en unik kommunikation mellem immunsystemet i luft- og kønsveje.

Design af nanopartikler til perfekt aflevering
På Det Farmaceutiske Fakultet designer forskerne forskellige former for transportsystemer, som kan dirigere de nye vacciner hen til de celler i kroppen, hvor de har størst effekt. Forskerne prøver at udnytte det princip, som bakterier og virus har udviklet til perfektion - nemlig at inficere på den mest effektive måde.

- Vi har udviklet effektive hjælpestoffer baseret på positivt ladede nanopartikler af lipider - kaldet liposomer - som kan transportere forskellige aktive stoffer som antigener eller andre immun-aktiverende hjælpestoffer, fortæller Camilla Foged.
I Genivac-projektet kombinerer forskerne en injicerbar og en inhalerbar vaccine - kombinationen af de to giver det bedste immunrespons.

Næsen er en forhindringsbane
Forskerne på Det Farmaceutiske Fakultet koncentrerer sig om formen - hvordan skal det færdige lægemiddel 'formuleres', som det hedder i fagsproget.

- Indgivelse af vacciner i luftvejene er en særlig udfordring, da der er fysiologiske barrierer som fimrehår og slim, der netop beskytter os mod indtrængen af fremmede stoffer fra luften. Desuden er immunsystemet i lungerne designet til ikke at overreagere på stoffer fra omgivelserne, og derfor kræver vacciner til luftvejene særlig kraftige hjælpestoffer, som vi indbygger i nanopartiklerne. Man kan sige, vi frem for alt arbejder på at udvikle den perfekte - og bivirkningsfri - rejsekuffert for de aktive forbindelser, fortæller Camilla Foged.

LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet samarbejder med Statens Serum Institut og Minervax Aps om projektet Genivac, der er støttet af Højteknologifonden over de næste fire år. Projektets samlede budget er på 30 millioner kroner, hvoraf Højteknologifonden bidrager med 15 millioner kroner.

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire