Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/08-11   -   Pressemeddelelse

Mange nye studerende

For første gang nogensinde kan mere end 7000 unge mennesker se frem til at begynde studielivet på Københavns Universitet efter sommerferien. Lørdag morgen får ansøgerne nemlig svar på, om de er blandt de heldige, der i år får tilbudt en studieplads. Samtidig offentliggøres optagelsestal og kvotienter i aviserne.

Rekord stort optag

Københavns Universitet har i år tilbudt 7040 ansøgere en studieplads. Det er 502 flere end i 2010, og svarer til en stigning på knap otte procent. Universitetet har aldrig tidligere tilbudt så mange ansøgere optagelse. Forklaringen skal dels findes i en reel udvidelse af antallet af studiepladser og dels i et godt match mellem studiepladser og ansøgernes ønsker, der i år fordeler sig bredt mellem uddannelserne.

- Vi har i år gjort en ekstra indsats for at oprette flere studiepladser. Det har ikke været nogen let opgave, da vi allerede har en rigtig god kapacitetsudnyttelse på vores uddannelser. Men alle fakulteter har bidraget og har udvidet, hvor det har været muligt, og hvor vi ikke er pålagt en grænse udefra, som det for eksempel er tilfældet på lægeuddannelsen. Det er blevet til 326 ekstra studiepladser i forhold til 2010, siger en tilfreds rektor Ralf Hemmingsen.

Københavns Universitet kan dermed se frem til at byde velkommen til det største antal studerende nogensinde. Det betyder samtidig, at man skal være hurtig, hvis man vil søge ind på en af de få ledige pladser (http://bit.ly/pryaT4), der er tilbage.

- Jeg forstår godt, at mange unge i dag ønsker at uddanne sig på universitetet. Det giver gode fremtidsmuligheder for den enkelte og opfylder samtidig et stort behov i samfundet. Vi gør derfor vores bedste for at følge med efterspørgslen på vores uddannelser. Men opgaven kan ikke løses af universiteterne alene, der må både ressourcer og politisk opbakning til, hvis vi skal opretholde kvaliteten i forskning og uddannelse og samtidig uddanne langt flere end tidligere, siger Ralf Hemmingsen.

Naturvidenskab har bidt sig fast

Det er glædeligt at universitetets helt nye uddannelse, Husdyrvidenskab på Det Biovidenskabelige Fakultet er kommet godt fra start med et fuldt hold. Og for tredje år i træk er antallet af studiepladser steget på Det Naturvidenskabelige Fakultet, hvor der i år tilbydes plads til 1356 nye studerende mod 1263 i 2010 og 1043 i 2009.

Årets store søgning viser sig også ved, at der i kvote 1, hvor 90 % af de studerende optages, er der sket en stigning i kvotienterne på de fleste uddannelser. De højeste kvotienter findes på fagene Molekylær Biomedicin og Statskundskab (10,8) og Medicin, Antropologi og Psykologi (10,7).

Få hjælp til at finde de ledige pladser

Selvom KU samlet set aldrig har tilbudt flere ansøgere en studieplads, er der stadig håb for dem, der ikke kom ind i første omgang. De omkring halvanden hundrede ledige pladser kan ses på http://studier.ku.dk/ fra lørdag morgen d. 30. juli. Og som noget nyt afholder KU i år et fælles vejledningsarrangement, der præsenterer uddannelser med ledige pladser for interesserede ansøgerne. Det sker 3. august i Studievejledningen i Fiolstræde. Læs mere på hjemmesiden.

Se KU's optagelsestal (http://bit.ly/obViJE) fra dette og foregående år og Den Koordinerede Tilmeldings (http://bit.ly/o8ivi3) hovedtal for hele landet.

Relevant information

http://us.ku.dk/


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire