08/08-11   -   Pressemeddelelse

Havisen i Arktis ustabil

Sommer-havisen i Det Arktiske Ocean har i de seneste 10.000 år langt fra været stabil. I flere tusinde år var der sandsynligvis mindre end halvdelen af den mængde is, som vi har i dag. Det viser nye undersøgelser fra Grundforskningscenter for Geogenetik på Københavns Universitet, der nu offentliggøres i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

Havis kommer og går stort set uden at efterlade sig spor. Derfor var vores viden om dens variationer og mængde begrænset, før vi fik satellit-overvågning og fly- og skibs-observationer. Men nu har forskere ved Grundforskningscenter for Geogenetik på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, KU, fundet en metode, som kan måle isens variationer tilbage gennem årtusinder.

Resultaterne bygger på materiale, der er indsamlet ved kysten i det nordligste Grønland - det område, som alle forskere anser for stedet, hvor sommer-havisen allersidst vil forsvinde, hvis den globale opvarmning fortsætter med at stige.

Resultaterne fra Nordgrønland fortæller derfor også om forholdene ude i oceanet.

Mindre is end i dag
Svend Funder, leder af projektet, er ligesom to af de andre medforfattere på artiklen i Science og deltagere i projektet, Eske Willerslev og Kurt Kjær, tilknyttet grundforskningscentret på Købehavns Universitet.

Svend Funder siger om forskningsresultaterne.

- Vores undersøgelser viser, at der har været store udsving i mængden af havis om sommeren i de seneste 10.000 år. Bl.a. i den såkaldte Holocæne-varmeperiode for mellem 8.000 og 5.000 år f.kr., hvor temperaturerne var noget højere end nu, og havisen i Det Arktiske Ocean var stærkt reduceret. Sandsynligvis til mindre end 50 procent af dens areal i forhold til sommeren 2007 - det år i nyere tid, hvor isen har nået sit hidtidige absolutte minimum. Vores Undersøgelser viser også, at selvom isen forsvinder i et område, kan den godt tiltage i et andet. Det har vi fundet ud af ved at sammenligne vores resultater med målinger fra det nordlige Canada. Mens mængden af havis aftog i det nordlige Grønland, blev der mere af den i Canada. Denne forskel skyldes sandsynligvis ændringer i de overordnede vindsystemer. En faktor, der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til i forudsigelserne om havisens snarlige forsvinden i Det Arktiske Ocean, understreger Svend Funder

Drivtømmer løser mysteriet
For at nå frem til de opsigtsvækkende forskningsresultater har Svend Funder og hans to kolleger ved grundforskningscentret på KU organiseret flere internationale ekspeditioner til det allernordligste Grønland - den store halvø Peary Land, opkaldt efter den amerikanske polarforsker Robert E. Peary. Det er et ugæstfrit og sjældent besøgt område, hvor snestorme midt om sommeren hører til dagens orden.

- Men det var anstrengelserne værd. Vi fandt nemlig ud af, at nøglen til mysteriet om havisens udbredelse i tidligere tider ligger gemt i det drivtømmer, som vi fandt langs kysten. Og umiddelbart skulle man tro, at det er kommet flydende over havet og landet på de nordgrønlandske strande uden videre. Men rejsen tager flere år, og så længe vil drivtømmer ikke kunne holde sig flydende uden at synke til bunds. Drivtømmeret må fra starten være blevet indlejret i havisen og med denne nået frem til den nordgrønlandske kyst. Det er derfor et tegn på, hvor stor mængden af flerårig is har været i oceanet dengang. Netop den form for is, som er i farezonen i dag, siger Svend Funder.

Efter hjemkomsten forestod der et større arbejde med det indsamlede træ. Træsorterne skulle bestemmes og tømmeret dateres gennem kulstof-14-metoden. Forskerne fandt ud af, at tømmeret stammede fra de store floder i Nordamerika og Sibirien. Gran, som dominerer i Amerika, mens lærk næsten er enerådende i Sibirien. Træsorterne kunne derfor fortælle om skiftende rejseruter og ændrede strøm- og vindforhold i oceanet.

Strandvolde og bølgeskvulp
Forskerne undersøgte også de såkaldte strandvolde langs kysten. I vore dage dannes der ikke strandvolde langs kysterne i Nordgrønland på grund af isen, der ligger dér året rundt. Men sådan var det ikke tidligere. Oppe på land findes rækker af strandvolde, der viser, at bølgerne tidligere frit kunne piske ind over stranden. Disse strandvolde er blevet kortlagt på en strækning af ca. 500 km langs kysten og deres alder er også fastslået ved kulstof-14-metoden. Forskernes konklusion er, at der i varmeperioden fra ca. 8.000 og frem til for ca. 4.000 år f. kr. var mere åbent vand og mindre is langs kysten end i dag.

Klik på kort for at se i stor størrelse.

Point of no return
- Alt i alt kan man sige, at vores undersøgelser viser, at der er store naturlige variationer i den arktiske havis' udbredelse. Den dårlige nyhed er, at der er en klar sammenhæng mellem temperaturer og mængden af havis. Og der er ingen tvivl om, at den fortsatte opvarmning vil reducere sommer-havisen i Det Arktiske Ocean. Den gode nyhed er, at selv med en reduktion til mindre end 50 % af den nuværende mængde havis, så vil isen ikke nå et "Point of no return". Altså hvor isen ikke længere kan gendannes, selvom klimaet skulle optræde med "en hjælpende hånd" og blive koldere end i dag. Endelig viser vores undersøgelser, at det ikke mindst er temperaturernes indvirken på de overordnede vindsystemer, der er årsag til ændringerne. Dette har der ikke været taget tilstrækkeligt hensyn til i fremskrivningerne af isens snarlige forsvinden, som ofte har været fremme i medierne," understreger Svend Funder.

Isbjørne som sidegevinst
De opsigtsvækkende forskningsresultater har ikke alene givet os større indblik i, hvordan klimaet var i Nordgrønland for tusinder af år siden.

Forskerne skal nu i gang med, at undersøge, hvordan isbjørnene havde det, og hvor stor populationen var på det tidspunkt, hvor mængden af havis om sommeren nåede sit minimum under den tidlige varmeperiode. Det gøres bl.a. ved at dna-undersøge fossile rester af isbjørne.

Forskernes resultater offentliggøres nu i det anerkendte internationale videnskabelige tidsskrift Science.

Relevant information

http://www.ku.dk